Ramt af et gigantisk chok.

Sådan kan Viktor Axelsens seneste 10 timer nok bedst beskrives, efter danskeren lørdag aften blev testet positiv for coronavirus kort efter at have spillet sig i EM-finalen i Kiev, Ukraine.

En positiv PCR-test fra tidligere på dagen udskiftede nemlig hurtigt jubel med enorm ærgrelse og frustration.

Og søndag morgen er der desværre endnu flere dårlige nyheder for den danske stjerne, da en ny corona-test også har vist sig at være positiv.

Foto: SERGEY DOLZHENKO
Vis mere

Det skriver Viktor Axelsen i et opslag på Facebook.

'Hej alle. Som mange af jer måske har læst, så testede jeg desværre positiv for covid-19 i går. Testen blev taget om morgenen, og jeg fik først mit svar efter min semifinale. Jeg er blevet testet mange gange i løbet af den seneste uge, og indtil i går har alle været negative. Jeg har heller ingen symptomer, og jeg har det heller ikke her til morgen. Jeg fik foretaget en ny test i går aftes, men resultatet af den PCR-test er desværre også positiv,' skriver han.

Derfor er søndagens EM-finale blevet aflyst, og den 27-årige danske verdensstjerne er da også både skuffet og enormt frustreret.

'Jeg er selvfølgelig ikke i godt humør lige nu, da jeg havde set frem til finalen, men udover det havde jeg glædet mig til at kunne komme hjem til Natalia og Vega, som jeg savner meget,' skriver han videre i opslaget og tilføjer:

'Dette er selvfølgelig en risiko ved at rejse, og nu håber jeg bare, at jeg kan komme over det her hurtigt og komme hjem, så snart det vurderes, at det er sikkert, at jeg rejser hjem. Jeg må få det bedste ud af det.'

Lørdagens triste besked sendte ligeledes Viktor Axelsen i noget nær choktilstand. Det fortæller Jens Meibom, der er sportschef for Badminton Danmark, til TV 2 Sport.

»Da Viktor fik det at vide, blev han chokeret. Det må jeg ærligt sige. Det kom som et chok for ham,« siger Jens Meibom og tilføjer, at det hele ramlede sammen for den danske badmintonstjerne i dét øjeblik:

»Det hele ramte ham på én gang. Han savner også sin familie. Han har et lille barn, han gerne vil hjem at se, og han rejser meget i forvejen. Der var mange følelser i spil. Det var det, han lige skulle bearbejde.«

Søndagens aflysning af EM-finalen betyder i stedet, at landsmanden Anders Antonsen, som han skulle have mødt i finalen, vinder EM-guldet.

Viktor Axelsen skal nu i karantæne i 13 dage i Kiev, før han kan rejse hjem til familien.

Danskeren spillede sig ellers lørdag aften i EM-finalen nærmest uden at få sved på panden, da han i semifinalen slog Kalle Koljonen fra Finland i to sæt med cifrene 21-14, 21-14.

Axelsen er den fjerde danske spiller, der tester positiv under EM. Tidligere har samme skæbne ramt de tre doublespillere Rasmus Kjær, Joel Eipe og Mathias Thyrri.