Der venter en lang pause fra fodboldbanen for den unge Dortmund-spiller Mateu Morey.

For i lørdagens pokalkamp mod Holstein Kiel kom den 21-årige spanier ud for en forfærdelig soloulykke.

Efter at være blevet skiftet ind midt i anden halvleg, hvor han kun havde nået at spille 12 minutter for den tyske storklub, blev Morey båret væk fra banen.

Årsagen var en grim soloulykke, hvor den spanske back kom galt afsted med det, der på tv-billederne ligner en voldsom knæskade.

Mateu Morey i voldsomme smerter efter skrækskaden.
Mateu Morey i voldsomme smerter efter skrækskaden. Foto: INA FASSBENDER
Vis mere

Du kan se skrækskaden i videoen øverst. (VI SKAL DOG ADVARE OM VOLDSOMME BILLEDER)

Episoden skete, da spanierens fod så ud til at hænge fast i græsset, hvorefter højre ben blev overstrakt i en voldsom grad.

Efterfølgende kunne Mateu Morey heller ikke undgå at tage sig til hovedet i smerter, mens både chokerede holdkammerater og modspillere lignede nogle, der havde svært ved at tro det, de netop havde været vidner til.

Dortmund vandt semifinalen med 5-0, men der var ikke meget feststemning over truppen på grund af skrækskaden, da opgøret blev fløjtet af.

Med sejren er Thomas Delaney og Borussia Dortmund dermed i den tyske pokalfinale, hvor de skal op imod danske Yussuf Poulsens Leipzig-mandskab.