FC København er en skygge af sig selv.

I Superligaen er dominansen forsvundet under en frygtelig sæson for de regerende mestre.

Det har sendt dem ned som nummer fem med fare for, at klubben skal spille nedrykningsspil i stedet for om medaljer.

Det ville være et historisk lavpunkt for FCK, der dog stadig lever i pokalen.

»FC København har en bestyrelse, der er nærmest usynlig og uden udmeldinger om ret meget andet end regnskabernes størrelse og aktionærernes udbytte,« siger den mangeårige FCK-fan Jes Dorph-Petersen.

»Jeg har ikke nogen fornemmelse af, om de kun vil tjene penge eller om de også forstår, at de har ansvaret for et af Nordens bedste fodboldhold. Jeg tror grundlæggende ikke, ret mange af bestyrelsesmedlemmerne er helt klar over, hvad FCK er for en størrelse.«

Rigmændene Erik Skjærbæk og Lars Seier Christensen (th.) er storaktionærer i FCK. Førstnævnte sidder også i bestyrelsen for Parken Sport & Entertainment.
Rigmændene Erik Skjærbæk og Lars Seier Christensen (th.) er storaktionærer i FCK. Førstnævnte sidder også i bestyrelsen for Parken Sport & Entertainment. Foto: Niels Ahlmann Olesen

Den tidligere tv-vært følger klubben tæt for fanmediet Copenhagen Sundays. 

Og han mener, at pilen peger på bestyrelsen for ejerskabet bag klubben, Parken Sport & Entertainment, i den nuværende krise.

De seneste uger har en stor del af FCKs fans rettet sigtekornet mod især sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.

Millioninvesteringer i spillere som Youssoufa Moukoko og Dominik Sarapata har på ingen måde overbevist.

Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen får stor kritik for sine indkøb af FCK-fans.
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen får stor kritik for sine indkøb af FCK-fans. Foto: Rasmus Jensen

Den ene er bænkevarmer, den anden er lejet ud til Polen.

»Jeg fornemmer, at bestyrelsen ikke giver den sportslige ledelse de ressourcer, den gerne vil have. Derfor bliver Sune syndebuk for en kæmpe krise. Men han har også et stort ansvar for den,« mener Jes Dorph-Petersen.

»Sune har åbenlyst for ofte købt forkert ind. Truppen har åbenlyse mangler i alle kæder.«

Samtidig er Smith-Nielsen kommet i vælten efter et rasende interview sidst på året og senere en opsang til en gruppe FCKs fans, han kaldte for »sure, gamle mænd«.

FCK brugte et sted mellem 35 og 40 millioner kroner på Youssoufa Moukoko, men tyskeren har ikke indfriet forventningerne.
FCK brugte et sted mellem 35 og 40 millioner kroner på Youssoufa Moukoko, men tyskeren har ikke indfriet forventningerne. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Det er ekstremt tydeligt, at Sune lige nu ikke er i den mentale balance, han gerne vil være. Han er impulsiv, og han bliver – om ikke hidsig – så i hvert fald passiv aggressiv over for pressen. Han udstråler tydeligvis en irritation over, at vi andre ikke kan forstå, hvad han har med at gøre.«

Mens krisen raser i FCK, er kontrasten til FC Midtjylland stor. 

Holdet er suverænt i Europa League, kæmper om Superligatitlen og har lige nu et supervåben i rigmand og ejer Anders Holch Povlsen, der er ved at tippe balancen i Superligaen.

»Det er kontroversielt at sige, men det har en pris, at du indlemmer så mange nationaliteter i en spillertrup, der taler forskellige sprog og har forskellige kulturer. Det er en kulturelt vanskelig opgave – alene fordi der tales så mange sprog.« 

Henrik Møgelmose er bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment.
Henrik Møgelmose er bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

FCK-spillerne er ikke dårlige, siger Jes Dorph-Petersen, men den sportslige ledelse har ikke sammensat en harmonisk trup.

»Jeg tror, at mange spillere ikke aner, hvad FC København helt ind til benet er for noget. De ved godt, at det er en stor fodboldklub med et kæmpe stadion. Men en spiller fra Sydamerika har måske ikke den afgørende respekt og ærefrygt for at skulle spille for denne store klub som en svensker i Djurgården

Han peger på, at mange af spillerne kun er i klubben på afmålt tid.

»Derfor rammer det dem måske ikke så hårdt, hvis holdet taber. De får deres løn alligevel. Det er en meget hård anklage – og jeg påstår heller ikke, at de ikke spiller til. Det synes jeg faktisk, de gør.«

FC København ser ind i et vanskeligt forår.
FC København ser ind i et vanskeligt forår. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Men de mangler de sidste 10 procent, man havde, dengang Hangeland, Gravgaard, Oscar Wendt og hvad de allesammen hed, spillede for klubben. Der var der en tæt nordisk stamme, som definerede FCK.«

Siden 2020 har Danmarks mest vindende fodboldklub snuppet tre Superligatitler og to pokaltriumfer.

Alligevel forsvinder noget af klubbens identitet, fastslår Jes Dorph-Petersen.

»De sidste 5-10 år har jeg kunnet se, at det specielle FCK-DNA er blevet mere utydeligt. Der er mindre overskud, mindre kækhed og mindre positiv københavnsk arrogance.«

Klubben har været en skandinavisk magtfaktor i mange år og har blandt andet vundet fem titler siden 2020. Er du ikke hård i din analyse?

»Jo, og hvor vil jeg håbe, min analyse sidst på året viser sig at være helt til grin og mandagstræner-agtig. Nemlig, hvis klubben får medaljer i Superligaen, vinder pokalen og slår sig igennem til et europæisk gruppespil. Men jeg tror det desværre ikke.«

»Klubbens tilstand er ikke kun problematisk på banen og i en spillertrup med åbenlyse mangler og intern ubalance. Den er tydeligvis gal opad i hele organisationen – meget godt symboliseret ved et nedslidt Parken, hvor man ikke må hoppe på tribunen, og et tarveligt, slidt træningsanlæg med skimmelsvamp. Ledelsen har manglet mod til at investere.«

FCK ønsker ikke at svare på Jes Dorph-Petersens kritik.

B.T. Fodbold

I dag vender panelet følgende emner: Sune Smith kritiserer Nedre C, charmeforladte Brøndby, endelig gode nyheder for landsholdet, FCM's psykologiske transferkrigsførsel - og et lille AGF-dilemma.  Episoden er sponsoreret af Hello Fresh. Gå ind på HelloFresh.dk, spar op til 959 kr. og få gratis snacks med hver bestilling i 3 måneder! Vært: Lasse Vøge, B.T.s sportsredaktør Gæstevært: Frederik Gernigon, B.T.s sportsjournalist B.T.s fodboldeksperter: Emil Berggreen og Jannick Liburd Producer: Emilie Maja Jeppesen og Frederik Riis-Jacobsen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen