»Nu er jeg her. Nu skal I sateme ikke misforstå noget. Det er noget mærkeligt noget.«
Det var en tydeligt rasende Sune Smith-Nielsen, der mødte TV 2 sport og resten af pressen efter lørdagens pokalkamp mellem FC København og Esbjerg.
For her troppede FCK-bossen pludselig op, selv om flere danske medier – inden kampen – havde skrevet, at han ellers havde besluttet, at han ikke ville tale med andre medier end rettighedshaverne fra Viaplay i forbindelse med kampen.
En melding, der kom på bagkant af den historie, som Bold i sidste uge bragte.
Her skrev mediet, at FCK i øjeblikket arbejder på at udskifte cheftræner Jacob Neestrup i det kommende transfervindue.
Sune Smith-Nielsens raseri bliver derfor også vendt i panelet i seneste episode af B.T.s podcast 'B.T. Fodbold'.

Her er medvært Jakob Kløcker i hvert fald ikke i tvivl om, hvordan han skal beskrive FCK-bossens ageren foran den skrevne presse.
»Det er jo en lille nedsmeltning. Den klarer han ikke særlig godt. Han skulle måske lige have trukket vejret og slået koldt vand i blodet. Han er godt nok sur,« lyder det om interviewet, som fanmediet Copenhagen Sundays har lagt op på de sociale medier.
Og som de seneste dage er gået viralt på X.
B.T.s sportsredaktør og vært, Lasse Vøge, er i øvrigt enig i, at sportsdirektøren klarer situationen aldeles dårligt.
»Man må ikke miste kasketten sådan dér. Han er klubbens ansigt udadtil. Han signalerer jo en desperat klub. Ikke én med overskud.«
Efter lørdagens kamp havde Sune Smith-Nielsen i øvrigt heller ikke den store lyst til at kommentere på Bolds artikel.
»Han siger, det er en historie, der er så langt ude. Men det er det jo ikke, når det er en historie om en cheftræner, der angiveligt er på vej ud af døren,« siger Jakob Kløcker, inden Lasse Vøge supplerer:
»Selvfølgelig er der en grund til, at han ikke har ønsket at kommentere på den her historie. Det tegner et billede af en mand, der er presset.«
Du kan høre hele FCK-bossens raseri i seneste episode af 'B.T. Fodbold' herunder:
