Den danske superrigmand Anders Holch Povlsen, der sidder på en formue på mere end 113 milliarder kroner, er blevet en gigantisk bekymring for de københavnske Superliga-storklubber.
For med mangemilliardæren – der i 2023 købte størstedelen af ejerskabet i FC Midtjylland – i ryggen har armbevægelserne, mulighederne og ambitionerne fået vokseværk hos FC Midtjylland.
B.T. har talt med anonyme kilder for at male et portræt af Holch Povlsens store indflydelse på hedeklubben. Og for at finde ud af, hvorfor magtbalancen i dansk fodbold nu hælder mod Herning.
»Han er ikke med i noget for at blive nummer to. Han kan virkelig ikke lide at tabe,« fortæller en kilde tæt på rigmanden.
53-årige Anders Holch Povlsen interesserede sig ikke synderligt meget for fodbold, da han i midt i corona-æraen i oktober 2020 fik en invitation af FCM om at komme med på en vip-tur til Anfield, hvor midtjyderne mødte Liverpool i Champions League.
Det var en tur, hvor flere af Danmarks rigeste mænd deltog – blandt andre Lego-ejer Kjeld Kirk, iværksætter Jesper Buch, Jacob Brunsborg fra JYSK – og ledelsen brugte dagene i den karantæneramte by på at fortælle historien om FCM og klubbens ambitioner.

Her blev der sået et frø hos Anders Povlsen, der har bygget sin formue op omkring tøjfirmaet Bestseller. Og i et års tid sørgede FCM's energiske direktør Claus Steinlein for at holde linjen varm.
Det bar frugt. I 2021 investerede Anders Holch Povlsen 125 millioner kroner i klubben og tegnede sig dermed for 25 procent af ejerskabet.
Men det viste sig hurtigt ikke at være nok for Danmarks næstrigeste mand. I august 2023 købte han den engelske hovedaktionær Matthew Benham ud af klubben – og sikrede sig 95,5 procent af klubben.
Anders Holch Povlsen og hans kone Anne er meget lokalpatriotiske, lyder forklaringen på opkøbet – og de så i FCM en mulighed for inspirere og samle et område, hvor folk ellers er spredt godt ud.
Og så mindede fortællingen om FCM ham om Bestseller. Et projekt, der har succes på trods af, at det ligger i et område, hvor man ikke bør kunne have succes – men kan opnå det, hvis man arbejder hårdt og tør drømme stort.
Før indtoget i FC Midtjylland var fodboldinteressen moderat hos rigmanden, men det smukke spil er hurtigt krøbet ind under huden på Holch Povlsen. Og da 'Ulvene' den 28. maj 2024 sikrede sig mesterskabet med 3-3 hjemme mod Silkeborg, vandrede klubejeren hvileløst rundt på tribunen i samtlige 90 minutter.

Og folk i klubben er blevet overrasket over, hvor ofte den ellers meget travle forretningsmand er til stede ved midtjydernes kampe – både på hjemmebane og udebane.
Og den voksende passion hos rigmanden er rigtigt dårlige nyheder for Superliga-konkurrenterne. For med Holch Povlsen i ryggen har FCM taget store skridt.
Den kommercielle del af klubben har han været med til at professionalisere – blandt andet ved at hente ledere fra andre brancher ind.
Og på det sportslige har han sørget for en 'meget større grad af kapital og investeringsvillighed'.
Mens andre superligaklubber løbende skal sælge ud af profilerne, har Anders Holch givet carte blanche til, at FCM nærmest ikke har solgt en spiller i de tre seneste transfervinduer.
Da FCM i januar så muligheden for et lande det argentinske stortalent Maher Carizzo for et beløb på over 75 millioner kroner (en soleklar transferrekord i Superligaen), var det med fuld opbakning fra ejeren, der så en 'investering' og ikke en 'udgift'.
Det er også Anders Holch Povlsen, der har givet Claus Steinlein rygdækning til at takke nej til bud på over 220 millioner kroner for angriberen Franculino. Fordi ejeren tror, at man kan vinde mere ved at lade være med at sælge klubbens profiler.
Mens andre klubber bruger årevis på udregninger, opmålinger og bestyrelsesmøder for at træffe beslutninger om forandringer, er FC Midtjyllands 'Vision 2025' helt smertefrit blevet realiseret under Anders Holch Povlsen.
Klubben står til at træde ind i top 50 i Europa. Der er blevet bygget et træningsanlæg, der holder Premier League-standard. Og MCH Arena er blevet udvidet med moderne vip-faciliteter.
Snart præsenteres 'Vision 2030' – og den bliver bestemt ikke rar læsning for konkurrenterne, siger rygterne.

