»Jeg ved godt, at det nok ikke er Real Madrid og Barcelona, der står på spring for at købe Jens Jönsson,« siger manden med Cadiz' måske blegeste kulør.

Men den stærke La Liga-spiller står måske ved et vendepunkt i karrieren, når han skal vælge den næste destination.

Den snart 29-årige Jens Jönssons kontrakt med sydspanske Cadiz udløber til sommer, men lige nu aner han ikke, hvad fremtiden byder på.

»Det kan godt være, at jeg menneskeligt gerne vil prøve noget nyt til den tid. Men jeg ved det ikke. Jeg har altid kigget på den samlede pakke. Sportsligt, levemæssigt og selvfølgelig også økonomisk,« siger midtbanespilleren og forklarer, at han »føler sig værdsat« i sin nuværende klub.

»Lad mig sige det sådan. Jeg er super lykkelig, hvor jeg er, så jeg står ikke og siger, at jeg skal væk.«

Han nævner, at Cadiz' usikre fremtid i La Liga, hvor holdet formentlig skal spille for at undgå nedrykning, kan spille ind. Selvom han også er åben for det meste, er der dog et par muligheder, han fejer fuldstændig af vejen.

Blandt andet at flytte hjem til Danmark, hvor han eksempelvis kunne tænkes ind som en erstatning for skadede Carlos Zeca i FCK.

»Det er slet ikke aktuelt. Som jeg har det nu, skal jeg ikke hjem til Danmark foreløbig, hvis jeg overhovedet skal,« siger han om at vende hjem til fædrelandet.

Så du kunne ikke se dig selv i FCK eller en af de større klubber i Danmark?

»Nej, overhovedet ikke.«

Den tidligere AGFer, som kan forhandle med andre klubber om et gratis skifte fra 1. januar, bekræfter, at der er interesse fra flere kanter lige nu, uden at sætte navne på dem.

Men hvis en af dem er dansk, får vedkommende altså et klart nej.

»Det primære for mig er det menneskelige. Jeg er ikke færdig med udlandet med at få oplevelser,« siger Jens Jönsson.

»Jeg ved med mig selv og min kæreste, at vi skal bo 50 år i Danmark, når min karriere engang er slut. Så jeg har ikke travlt med at komme hjem.«