Sveriges fodboldlandstræner, Janne Andersson, har coronavirus.
Det oplyser Sveriges Fodboldforbund.
»Janne har det forholdsvis godt, fortsætter med at isolere sig hjemme, men kommer ikke til at slutte sig til denne samling,« siger landsholdslæge Anders Valentin i pressemeddelelsen.
I forvejen var Janne Andersson i selvisolation, og han skulle ikke stå på sidelinjen til onsdagens landskamp mod Danmark.
Men med den positive test står det nu også klart, at han heller ikke kan være med, når Sverige efterfølgende skal spille Nations League mod Kroatien og Frankrig.
I første omgang viste weekendens test negativ, men da Andersson blev testet igen tirsdag, var resultatet altså det modsatte.
Det bliver derfor i stedet Peter Wettergren, der kommer til at stå i spidsen for Sveriges tre landskampe.
»Vi følger coronaprotokollerne og er klar på at spille kampen. Vi føler os trygge i vores boble,« siger Peter Wettergren om hele situationen, der har startet flere diskussioner om, hvorvidt kampen bør aflyses.

I forvejen har coronavirus været den helt store overskrift inden aftenens kamp. For tirsdag kom det første tilfælde i den danske landsholdslejr, da både Robert Skov og en af holdets behandlere blev testet positiv. Det sendte både Kasper Hjulmand, Morten Wieghorst samt otte spillere i isolation.
Dermed måtte der indkaldes en række nye til landsholdet, der i forvejen må undvære flere profiler. For de danskere der spiller i Premier League har ikke fået lov til at rejse til Danmark for at være med til samlingen, da Storbritannien har indført nye restriktioner.
Alle der rejser ind fra Danmark skal i karantæne, og det ville betyde, at Premier League-danskerne ville gå glip af flere kampe for deres klubber.
Hvis de isolerede spillere og trænere der lige nu er i isolation kan fremvise en negativ test, kan de deltage i de efterfølgende Nations League-kampe mod Island og Belgien.


