Efter at forhandlinger med NTT Pro Cycling er afbrudt, forventer investor Lars Seier Christensen, at han er færdig med cykelsport.

Det oplyser han i et opslag på Facebook.

'Vi har afsluttet samarbejdet med Team NTT og siger tak for den tid, vi har haft sammen med holdet, og ønsker Doug Ryder held og lykke med fremtiden,' lyder det fra rigmanden.

'Dermed forventer jeg også en endegyldig afsked fra cykelsporten fra mig personligt. Efter mere end 10 år som den vel nok største økonomiske støtte (i eget og Saxo Bank regi) for dansk cykelsport, synes jeg, at jeg har gjort mit,' skriver Lars Seier Christensen derudover.

'Det er ikke altid blevet fuldt ud gengældt af myndigheder og aktører i sporten, synes jeg helt ærligt, så jeg vil hellere koncentrere mig om andre sportsgrene fremover. Men jeg holder stadig af cykling og ønsker de mange dygtige danske cykelryttere alt det bedste i fremtiden,' slutter han opslaget.

Reaktionen kommer i kølvandet på, at det onsdag morgen kom frem, at Bjarne Riis stopper som manager for NTT Pro Cycling. Det meddelte holdet i en pressemeddelelse.

Heri lød det også, at Riis, Jan Bech Andersen og Lars Seier Christensen har droppet planerne om at købe en del af cykelholdet.

NTT Pro Cycling, der har base i Sydafrika, kæmper lige nu for at overleve.

Det sker, efter NTT har meddelt, at de ikke ønsker at fortsætte som navnesponsor i 2021, og holdets stjerner har da også fået besked om, at de kan se sig om efter et nyt hold.

Bjarne Riis blev præsenteret som ny team manager på holdet tilbage i januar, og det var planen, at han sammen med Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen skulle overtage 30 procent af teamet.

Lars Seier Christensen fortalte dog i slutningen af oktober, at han havde smækket kassen i.

B.T forsøger at få en kommentar fra Lars Seier Christensen, men det har i skrivende stund ikke været muligt.