Den danske cykelstjerne Cecilie Uttrup Ludwig er ikke som de fleste, og det har hun givet utallige eksempler på i løbet af sin karriere.

For ud over at være mere end almindelig dygtig på en cykel, så holder hun sig heller ikke tilbage, når først tv-kameraerne og mikrofonen er tændt. Og det er der en simpel og god forklaring på.

Det fortæller hun i podcasten 'Rejsen', der har Danijel Drux fra fodboldprogrammet 'Sat af' som vært.

»Jeg er lidt skør, og jeg prøver ikke at lave sjov. Jeg prøver bare at være mig selv. Jeg tror bare, det er, fordi... ja, jeg er mig selv, og der er nemlig mange, der spørger, om jeg prøver at være på bestemt måde, men det gør jeg ikke,« forklarer Cecilie Uttrup om sine ærlige og energiske interviews.

Den 25-årige dansker, der i september imponerede stort med en andenplads i klassikeren Fleche Wallone, fortæller, at særligt ét bestemt øjeblik har været med til få hendes navn ud i rigtig mange danske stuer.

»At være med i 'Natholdet' var helt klar med til, at jeg kom længere ud, men jeg synes selv, jeg får ret meget respons på et interview, jeg lavede efter Flandern Rundt sidste år, hvor jeg snakkede om, at vi kom ind på et brostensstykke, og så sagde jeg: ‘Put the hammer down!’« fortæller cykelstjernen grinende og fortsætter:

»Nogle gange, når jeg møder folk på gaden, så er de sådan: 'Cille! Put the hammer down!' Jeg synes bare, det er så sindssygt. Jeg synes, det er så vildt, når selv folk, der ikke er cykelinteresserede, pointerer det, og jeg tænker: 'Hvordan nåede det ud til dig?' Jeg synes, det er vildt at tænke på.«

Den danske cykelrytter har opnået store resultater i løbet af 2020, hvor det ud over en andenplads ved Fleche Wallone også er blevet til en sejr i endagsløbet Giro dell'Emilia og en samlet fjerdeplads ved Giro d'Italia.

VM endte dog i en stor skuffelse, da det elektroniske gear løb tør for batteri i finalen, hvilket betød, at Uttrup måtte køre de sidste kilometer af landevejsløbet i et alt for lavt gear. Hun trillede derfor i mål som nummer otte og var efterfølgende ikke i stand til at tale med pressen.

Du kan høre hele interviewet med Cecilie Uttrup Ludwig lige her.