Det er gået fra helvede til himmel for FC Københavns polske målmand, Kamil Grabara, de seneste dage.

Onsdag aften mod selveste Manchester City var han nemlig noget overraskende tilbage i kassen, hvor australske Maty Ryan ellers har imponeret, og polakken leverede en solid indsats, selv om City passerede ham fem gange.

Chancen i målet var en stor kontrast til for blot fire dage siden – i søndags – hvor Grabara var bænket mod AGF. Og skuffelsen var ikke til at tage fejl af på banen inden kampen, ligesom målmanden skrottede badet og forduftede ud af Parken, så snart han kunne.

Det lyn-exit forklarede han, da han onsdag aften mødte pressen efter kampen verdensstjernerne fra City – og det medførte en noget særegen opfordring.

Foto: CRAIG BROUGH
Vis mere

»Det var ikke nødvendigt for mig at tage et bad i søndags, fordi jeg ikke spillede. Jeg var ikke svedig, så der var ikke nogen grund til at blive længere. Men hvis det er noget, der går jer på, så skal I måske sætte overvågningskameraer op for at se, hvor hurtigt folk smutter, når de ikke spiller,« siger Grabara og sætter flere ord på sin reaktion i søndags:

»Som mennesker har vi alle ambitioner, og det går ikke altid vores vej. Selv om fodbold også er en forretning, så er der mange følelser involveret. Og jeg siger ikke, at folk skal sætte sig i mit sted, for de har nok større problemer end mig.«

»Men for alle mennesker er deres egne problemer de sværeste at døje med. Så jeg beder ikke folk om at forstå det, men det var sådan, det var. Følelserne er en del af det, og jeg var selvfølgelig ikke glad.«

Om Grabara er i målet, når FCK lørdag tager imod Superligaens førerhold, FC Nordsjælland, i Parken, ville Jacob Neestrup ikke afsløre onsdag.

Så Ryan og Grabara må fortsat kæmpe indædt om pladsen i målet – og på trods af et kontroversielt Kamil Grabara-interview om konkurrenten Maty Ryan, så mener polakken, at de lige nu er gode for hinanden.

»Jeg tror ikke, vi har brug for at være de bedste venner. Men jeg føler mig ansvarlig for at give ham de bedste træninger, som jeg kan, og jeg tror også, at han føler det samme ansvar over for mig.

»Det betyder ikke, at vi er nødt til at være bedste venner, men vi skal have respekt for hinanden for at kunne træning ordentligt. Det er sådan, det er.«

Så I holder det professionelt?

»Det er det, vi får penge for,« lød det nøgternt fra polakken.

Han var voldsomt fornøjet over at være tilbage i buret for FCK, men alligevel havde han svært ved at være ultrapositiv over sin indsats i 0-5-kampen onsdag.

»Ingen målmand på denne planet vil være tilfreds med at lukke fem mål ind. Lad os sige det sådan,« lød det fra målmanden.

B.T. gav Kamil Grabara fire stjerner for hans præstation – og det var der kun én anden FCKer, som fik. Det kan du læse mere om HER.