Det var B.T., der lørdag morgen overbragte fodboldekspert og klummeskribent Morten Bruun nyheden om, at FCK-manager Ståle Solbakken var blevet fyret tidligere på morgenen.

»Hvad? Du tager ikke gas på mig, vel?«

Den er altså god nok! 

»Hold da kæft! Nå, men det var så min første reaktion,« lyder det fra Morten Bruun.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Jeg troede godt nok, han havde mere kredit derinde. Umiddelbart virker timingen underlig, men hvornår er timingen lige rigtig? Sådan en stor beslutning står og falder jo ikke med, om man har vundet 3-2 over FC Nordsjælland. Det ligner en beslutning, der er taget for flere dage siden.«

Og det er Hjalte Nørregaard, der tager over i den kommende periode.

»Han må formodes at være en meget midlertidig løsning. Det er nok det mest overraskende - at de har valgt ham. Jeg kan kun huske ham - og det må du sgu gerne citere mig for - som en meget nærmest usynlig medkommentator til nogle kampe i 1. division. Og så har jeg næsten ikke hørt om ham siden.«

»Det er helt ud af det blå. Men ok, han har jo FCK i blodet og scorede også klubbens mest legendariske mål. Jeg havde bare ikke set ham være cheftræner i FC København.«

Johan Lange er røget til aston Villa, og nu er Ståle Solbakken fyret. De to har bygget FCK op over de seneste mange år. Hvor efterlader det her FCK?

«Et usikkert sted. Jeg kunne forestille mig, at den næste organisationsopbygning i FCK ikke kommer til at hvile så meget på én mand, som den har gjort med Ståle. Den slags er altid farligt,« lyder det fra Morten Bruun.

Findes der nogle trænere i Danmark, der kan løfte den opgave, som der ligger inde i FCK?

«Lige sådan umiddelbart er der ikke. Hmmm...Åge Hareide, men han har jo lige fået nyt job. Selvfølgelig skal en kommende FCK-træner være markant, men det er ikke sikkert, at han skal tegne klubben i så stor grad, som Ståle har gjort.«

»Men de ligger, som de har redt i FCK. Der står kraftedeme heller ikke andre end ham, når FCK har tabt. Det er jo sandheden. Der står aldrig andre i Parken og tager imod kritiske spørgsmål - som for eksempel efter Rijeka-fadæsen forleden. De andre er ingen steder. Han har måttet tage alle slag.«

»Nogengange har jeg godt kunnet tænke mig, at der stod en Flemming Østergaard-figur, der kunne tage nogle af slagene. I stedet for at det altid skulle være Ståle. Hvis de mænd, der har den reelle magt i FCK fortsat vil insistere på at gemme sig selv væk, så er de for fanden nødt til at hyre en mand ala Ståle Solbakken,« slår Morten Bruun fast.