Ståle Solbakken er en færdig mand i FC København - og det kan blive norsk fodbolds redning.
Norge tabte torsdag aften 1-2 hjemme mod Serbien, og dermed stod det klart, at det norske landshold misser endnu en slutrunde. Sommererens EM bliver den 10. slutrunde i træk uden norsk deltagelse.
Og derfor kunne timingen af Ståle Solbakkens FCK-skilsmisse ikke være bedre.
Sådan lyder det fra TV2 Norges fodboldekspert Jesper Mathisen.

»Hvis Ståle vil, så regner jeg næsten med, at han bliver ny landstræner nu. Han har både erfaring og succes på den internationale scene. Han må kontaktes 'ASAP' (så hurtigt som muligt, red.),« siger Jesper Mathisen til VG.
Det er stadig svenske Lars Lagerbäck, der på papiret er norsk landstræner. Men fodboldeksperten tror, at det er et spørgsmål om tid, før en ny mand får ansvaret for at genrejse det norske landshold.
»Nu røg vi ud mod Serbien, og så er tiden nok inde til et nyt projekt. Der er en spændende generation på vej frem nu. Jeg tror, at man med Solbakken vil se en ny stamme på landsholdet. Derhar været nogle 'klippekort', som har været uforståelige under Lagerbäck.«
FC Købehavn meddelte lørdag morgen, at Ståle Solbakken på grund af manglende resultater er færdig i den danske storklub - Hjalte Nørregaard er midlertidig cheftræner, mens ledelsen går på jagt efter en permanent løsning.