Den spanske tv-kommentator Lorena González er mildest talt rasende.

Under præsentationen af en ny Real Madrid-spiller i august kom hun nemlig med en kommentar, mens hun troede, mikrofonen var slukket.

»Han (Camavinga, red.) er mere sort end sit jakkesæt,« udbrød hun i udsendelsen uvidende om, at mikrofonen stadig var tændt.

Men det var den, og kommentaren blev lynhurtigt kritiseret for at være racistisk.

Nu har den store spanske public-service-kanal, TVE, så taget konsekvensen og fyret Lorena González. Det oplyser hun selv i programmet Radio Marca, hvor hun også giver sin klare mening til kende omkring den beslutning.

»Jeg kunne ikke være længere fra racisme. Det var en fejl, som jeg har undskyldt for, og som nu har fået alvorlige eftervirkninger. Jeg er ikke martyr eller eksempel for nogen, men dette har medført, at jeg med øjeblikkelig virkning stopper hos TVE. Jeg har undskyldt for fejlen, som var en kommentar, jeg kom med i den tro, at mikrofonen var slukket, men jeg vil ikke undskylde for en racistisk kommentar, for det var aldrig sådan ment,« siger hun.

Kommentatoren fortæller også, hvordan hun har været i personlig kontakt med den unge franske spiller Eduardo Camavinga, der skiftede Rennes ud med Real Madrid i sommerens transfervindue.

»Jeg har haft en lang og ærlig snak med Camavinga, og han har på intet tidspunkt følt sig fornærmet. Nogle ønsker at være mere pave end paven selv. Jeg har været 11 år i denne branche, men jeg har altid forsøgt at gøre det med den største respekt. Ingen har foræret mig noget. Ja, jeg begik en fejl, men det er ikke nok til at gøre en ende på ens karriere.«

Spanske TVE har endnu ikke reageret på Lorena González' udtalelser.

Camavinga og resten af Real Madrid-mandskabet kunne søndag juble over en 2-1-sejr over FC Barcelona i den spanske liga.

Næste opgave finder sted onsdag, når de får besøg af Osasuna.