Verdens bedste fodboldspiller og en af Europas ti bedste målmænd.

Det er, hvad Simon Kjær og Kasper Schmeichel er blevet nomineret til i løbet af de seneste dage. Og det glæder naturligvis Kasper Hjulmand.

Det gjorde landstræneren meget klart i Helsingør søndag eftermiddag, da han talte med den fremmødte presse.

»Jeg synes, det er fremragende. Det er værd at bemærke, og som jeg sagde lørdag, er det værd at hylde. Det er så meget arbejde, som ligger bag Kasper og Simons fremfærd.«

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Efterfølgende kom Kasper Hjulmand også med en lille opfordring. Det er nemlig med at nyde tingene, når det går godt.

»Det er med at nyde det, mens det foregår, for lige pludselig kan det være væk. Så det er fantastisk at have sådan et par spillere. Det er også en rejse, som de andre spillere kan kigge på,« lød det således, inden han fortsatte:

»Når man kommer op i deres alder – det har jeg i hvert fald oplevet før – så ved de godt, der er en endedato. Det blev vi mindet om i sommer. Ingen ved, hvor lang tid der er igen.«

32-årige Simon Kjær er nomineret sammen med 29 andre fodboldstjerner til den eftertragtede Ballon d'Or-pris. Det er første gang siden 2002, at en dansker er på den flotte liste. Dengang var det Jon Dahl Tomasson.

At begge landsholdsstjerner har rundet de 30 år, er ligeledes noget, som Kasper Hjulmand fremhæver. Deres indstilling til tingene mener han, er beundringsværdigt.

»Men de har både en ærgerrighed og en ydmyghed. De er taknemmelige for at komme ind og spille de her landskampe. De vil have det hele med, og de nyder det, hvilket er vigtigt. Og så meget som muligt, og så længe som det er muligt.«

Simon Kjær, der kom måltavlen lørdag aften i Danmarks 4-0-sejr over Moldova på udebane, satte efter opgøret nogle ord på den meget flotte nominering.

»Det er et kæmpe privilegium at blive smidt i sådan en kategori. Det er en kæmpe erkendelse af, at jeg har haft et rigtig, rigtig fedt år på mange punkter. Så det er noget, jeg er utroligt stolt over og tager til mig. Prøv og tænk, hvor meget de har været igennem – nederlag og hårde tider. Vi skal huske at flage for sådan nogle spillere.«

Tirsdag aften tørner Danmark sammen med Østrig i Parken, og hvis det lykkes Kasper Hjulmands tropper at hente tre point, så vil det betyde, at Simon Kjær, Kasper Schmeichel og resten af truppen er klar til VM i Qatar i 2022.