Joakim Mæhle gjorde det igen.

Fra venstre wingbackpositionen blev den målfarlige nordjyde igen målscorer i 1-0-sejren over Østrig og er nu sammen med Andreas Skov Olsen delt topscorer for Danmark i denne VM-kvalifikation.

Mæhle kom også på måltavlen mod Moldova lørdag, og efter det opgør hed hans statistik på landsholdet et mål i lidt over hver tredje kamp, hvorefter landstræner Kasper Hjulmand gik ud og sagde, at Mæhle ville få svært ved at holde sit scoringssnit.

Den udtalelse trækker Hjulmand gerne tilbage efter Mæhles mål nummer syv i 21 landskampe.

Mæhle scorede det enlige mål mod Østrig.
Mæhle scorede det enlige mål mod Østrig. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Ja, det må jeg nok hellere. Altså, han ser ud, som om han bliver ved. Så længe han hamrer igennem derovre, så hvem ved. Men altså, det er ikke forventeligt, at man kan scorer i hver anden kamp, man spiller,« siger Kasper Hjulmand og tilføjer:

»Men det gør ikke mig noget, hvis han fortsætter. Han er en farlig herre, og jeg håber, at han fortsætter. Det er igen fantastisk at se, hvordan han kommer blæsende derovre.«

Mæhles mål var nok til at sikre dansk VM-deltagelse i Qatar næste år, og kampagnen har været med otte sejre i otte kampe, uden at det danske landshold har lukket et eneste mål ind.

Til stor tilfredsstillelse for Hjulmand.

Kasper Hjulmand håber, at Mæhle fortsætter sit scoringssnit med mål i hver tredje kamp.
Kasper Hjulmand håber, at Mæhle fortsætter sit scoringssnit med mål i hver tredje kamp. Foto: MARTIN MEISSNER
Vis mere

»Det er svært at beskrive, hvor suverænt det egentlig har været, og hvor høj kvalitet der egentlig har været. Vi har scoret mange mål, og vi har stort set ikke haft et skud på eget mål. Fire skud i otte kampe. Men vi har holdt nullet. Den kvalitet, vi har spillet med, er fantastisk,« forklarer landstræneren og fortsætter:

»Og det er på vegne af hele Danmark. Det er værd at knibe sig i armen for alle, der er involverede i dansk fodbold. Hele vejen rundt, fra nord til syd. Øst til vest. Det er vores alle sammens landshold. Der er så mange, som har andel i det her, og det skal vi virkelig glæde os over.«

»Vi skal nyde det her øjeblik, det er mega svært at komme til VM. Stor cadeau til foreningerne, stor cadeu til talentudviklingen, stor cadeau til de professionelle klubber og de her spillere, som har spillet på så højt et niveau,« lyder der fra Hjulmand, der lukker med denne salut:

»Hele Danmark kan være stolte af de her gutter.«