Fodboldspilleren Eberechi Eze brød øjensynligt de strenge engelske corona-regler, da han troppede op på Loftus Road for at se sin tidligere klub QPR i aktion.

Angriberen, der siden sommer har været på kontrakt hos Crystal Palace, overværede således QPR's nederlag søndag i FA Cuppen fra VIP-pladserne på stadion.

Problemet var dog, at det efterfølgende har vist sig, at han ikke havde fået en officiel tilladelse til at være på Loftus Road fra det engelske fodboldforbund FA.

Corona-reglerne dikterer ellers blandt andet, at en klub har et begrænset antal pladser til folk på stadion, der ikke har noget konkret med kampens afvikling at gøre.

Her er det fodboldforbundet FA, der giver tilladelse til, hvem der må opholde sig på stadion, når klubberne har sendt en liste over de personer, de ønsker får adgang på kampdagen.

Og sådan en tilladelse havde Eberechi Eze ikke. Det bekræfter FA over for Skysports.

Nu undersøger FA episoden og tager samtidig stilling til, hvilken sanktion det skal have for QPR, Eberechi Eze eller begge.

At Eberechi Eze samtidig tilhører Crystal Palace, gør kun situationen endnu mere betændt, da nyheden om, at deres stjerneangriber har brudt corona-reglerne i en anden klubs regi, risikerer at gå ud over dem.

Eberechi Eze skulle dog for en god ordens skyld have indleveret en negativ coronatest, før han fik adgang til kampen søndag, som QPR i øvrigt tabtew 0-2 til Fulham.