Hvad skal Åge Hareide efter sommeren 2020?

Et spørgsmål, der er blevet stillet, efter det onsdag kom frem, at nordmanden ikke fortsætter som landstræner for Danmark.

Til VG fortæller han nu lidt om, hvad der kan komme i spil.

»Alt er aktuelt,« siger Åge Hareide til mediet.

Næste år er Lars Lagerbäck efter planen færdig som norsk landstræner, og dermed opstår der en mulighed for endnu et landstrænerjob.

Adspurgt om det kunne være aktuelt at vende tilbage som træner for sit hjemland, svarer Åge Hareide kort og kontant 'ja'.

Lige nu er planen, at Åge Hareide fortsætter i spidsen for Danmark ind til efter EM i 2020, hvor Kasper Hjulmand overtager tøjlerne.

At det bliver den tidligere FC Nordsjælland-træner, kunne B.T. afsløre allerede onsdag formiddag, inden DBU på et pressemøde klokken 13 bekræftede, at man har valgt at ansætte Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst fra næste sommer. En overraskende nyhed, da Åge Hareide har haft en god tid i spidsen for de røde og hvide. Blandt andet er nordmanden lige nu oppe på en stime på 28 kampe uden nederlag.

»Jeg har det fint. Det er fodboldens mekanismer. Peter Møller vil have sine folk ind, det må man acceptere. Jeg er kun irriteret over tidspunktet,« sagde han onsdag aften til B.T.

Og netop tidspunktet var også noget, Peter Møller kort nævnte under præsentationen af det nye trænerteam.

»Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson er informeret om udmeldingen, som er kommet i dag. De er ikke enige i timingen af følgende udmelding,« sagde fodbolddirektøren på pressemødet.

Ved pressemødet fortalte Peter Møller også, at han har haft kontakt med Kasper Hjulmand siden kampen mod Schweiz i marts.

Siden Åge Hareide tiltrådte som dansk landstræner i marts 2016, har normanden stået i spidsen for 36 landskampe. I alt har Danmark vundet 17 af dem, mens 16 er endt uafgjort, og tre er tabt.