Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, holder fast i 12 værtsbyer til EM. Det siger Uefa i en udtalelse til Sky Sports.

Det sker efter en historie i avisen Le Parisien, der tidligere på ugen skrev, at Uefa overvejede at lade Rusland stå for værtskabet på grund af stigningen i coronavirus i flere lande.

Men som det ser ud nu, så bliver der holdt fast i København og de 11 andre byer til at danne rammen om sommerens EM-slutrunde.

»UEFA har til hensigt at afholde Euro 2020 (nu 2021, red.) i det format og de steder, der blev bekræftet tidligere på året, og vi arbejder tæt sammen med alle værtsbyer om forberedelserne,« lyder det i en udtalelse til det engelske medie.

EM blev udskudt fra sommeren 2020 til sommeren 2021 på grund af coronapandemien, der nu igen raser over store dele af Europa. Spørgsmålet er, om coronakrisen er ovre, når EM går i gang til juni næste år.

»På grund af usikkerheden omkring Covid-19 - som hverken Uefa eller værtslandene har nogen kontrol over - så er det endnu for tidligt at sige, om slutrunden i juni og juli skal afholdes med restriktioner, når det kommer til fans eller selve afholdelsen.«

»Uefa arbejder med fokus på at afholde en turnering på alle 12 spillesteder med fans,« lyder det videre

B.T. var tirsdag selv i kontakt med Uefa, og i den forbindelse kom forbundet med et tvetydigt svar om, at man holdt alle mulighederne åbne.

»Lige nu er planen at afvikle EM nøjagtigt som planlagt, men vi bliver nødt til at sige, at vi kan afvikle et EM - i stedet for i 12 lande - i 11 lande, i otte lande, i fem lande eller i ét land. Så vi holder fortsat øje med situationen. Vi må se,« sagde de blandt andet.

Ifølge den nuværende plan afvikles EM fra 11. juni 2021 til 11. juli 2021.

Ud over Parken i København afholdes slutrunden på arenaer i Amsterdam, Baku, Bilbao, Bukarest, Budapest, Dublin, Glasgow, London, München, Rom og Sankt Petersborg.