FC København har fået træneren på plads med ansættelsen af Jess Thorup, men der er stadig ledige sæder at besætte i hovedstadsklubben.

Et af dem er lige ved siden af cheftræner Jess Thorup, og Jacob Neestrups navn står stort set allerede skrevet på assistent-taburetten.

FC København vil have Viborgs cheftræner, og Neestrup ønsker også selv at vende tilbage til sin tidligere klub, og mens B.T. kunne afsløre, at Viborg anså FCK's første bud på Jacob Neestrup for 'fornærmende lavt', er det ikke nødvendigvis økonomien, der står i vejen for et skifte.

Jacob Neestrup ønsker at vende tilbage til FC København af familiære årsager, men Viborg har ifølge B.T.s fodboldpodcast 'Transfervinduet' meddelt William Kvist og resten af FC Københavns sportslige ledelse, at de helst ikke slipper Neestrup – og under ingen omstændigheder før jul.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvornår Jacob Neestrup ender ved siden af Jess Thorup som et fast makkerpar til at overtage fra Ståle Solbakken, vil den kommende tid vise, men der er stadig en forventning om, at det nok skal ende sådan i sidste ende. Og at 32-årige Jacob Neestrup, der er opflasket i FCK som først spiller og siden træner, igen vil blive assistent i klubben inden alt for længe.

Den plan er dog ikke splinterny, og den er ikke skabt som en idé om at sætte Jess Thorup sammen med en mand med et endnu større kendskab til klubben end den nye træner. For planen om at få Jacob Neestrup tilbage til København har ligget i skuffen længe på Jens Jessens Vej 10.

Da Ståle Solbakken var træner i klubben, var det også meningen, at man ønskede Jacob Neestrup tilbage, men nu er behovet altså steget med fyringen af nordmanden og hans assistent Bård Wiggen, og Neestrups ønske om at vende hjem har også vokset sig større, selv om det ikke længere er til en plads ved siden af Ståle Solbakken.

Neestrup og Jess Thorup kan du høre meget mere om i denne uges afsnit af 'Transfervinduet', der er B.T.s podcast om fodbold. Her taler B.T. også om en manglende kontraktforhandlinger med Brøndby-profilen Lasse Vigen og Silkeborgs forsøg på at holde på deres unge diamant.