Danske fodboldfans kan blive tvunget til at droppe en længe ventet fodboldfest.

Mandag aften bragte franske Le Parisien en - set med danske fodboldfans' briller - bekymrende nyhed.

Det europæiske fodboldforbund, Uefa, overvejer på grund af coronasituationen at droppe planen om 12 EM-værtsbyer - heriblandt København - og i stedet nøjes med én værtsnation.

Her nævnes Rusland som en mulighed.

Foto: Anthon Unger
Vis mere

B.T. har været i kontakt med Uefa for at høre, hvad der er op og ned, men fodboldforbundet henviser til citater fra Uefa-præsident Aleksander Čeferin fra oktober. Her åbner han for alle scenarier:

»Lige nu er planen at afvikle EM nøjagtigt som planlagt, men vi bliver nødt til at sige, at vi kan afvikle et EM - i stedet for i 12 lande - i 11 lande, i otte lande, i fem lande eller i ét land.«

»Så vi holder fortsat øje med situationen. Vi må se. Vi har ikke diskuteret nogen ændringer endnu. Men for os er det meget vigtigt at se, hvordan sundhedssituationen udvikler sig, hvordan rejsemulighederne udvikler sig, og hvordan regeringerne reagerer. Og så vil vi have tid til at gøre noget.«

»Vi er altid bekymrede for situationen, men vi er helt sikre på, at europamesterskabet bliver afviklet. Det skal afvikles, det kan afvikles. Den eneste ting, som vi ikke ved lige nu, er, om det bliver med fyldte stadioner, halvfyldte stadioner eller tomme stadioner. Det afhænger af sundhedsscenariet, men sport og fodbold bliver nødt til at fortsætte.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Rusland nævnes som sagt som en oplagt kandidat til én-models-løsningen, fordi russerne for blot to år siden afviklede VM-slutrunden. Dog er det helt svært at blive klog på coronasituationen i landet, hvor flere eksperter har betvivlet de officielle tal, skriver Le Parisien.

Angiveligt har Aserbajdsjan også været en mulighed som enlig værtsnation, men her har den militære konflikt med Armenien skabt stor bekymring omkring situationen i landet. Så meget, at den ide er blevet sat på køl.

Aserbajdsjan er ifølge planen allerede blandt de 12 værtsnationer.

Slutrunden blev i første omgang udsat til 2021 grundet den nuværende coronasituation.

Ifølge den nuværende plan afvikles EM fra 11. juni 2021 til 11. juli 2021 i England, Tyskland, Italien, Aserbajdsjan, Danmark, Rusland, Rumænien, Spanien, Skotland, Irland, Holland og Ungarn.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra DBU.