Glen Riddersholm har fået job i belgiske Genk. Her skal han fremover være højre hånd for manager John van der Broom.

Det meddeler den erfarne træner på Twitter.

»Jeg er glad for at kunne annoncere, at jeg har sagt ja til et tilbud fra KRC Genk om at blive First Team Coach.«

»KRC Genk er en klub, som jeg føler er et virkelig godt match og det rigtige sted for mig at starte en forhåbentlig lang og spændende udenlandskarriere,« skriver han.

Dermed er Glen Riddersholm tilbage i fodboldens verden, efter han i sommer blev fyret i Sønderjyske.

Jobbet i Genk betyder samtidig, at han stopper som ekspert på NENT. Her har han sidste arbejdsdag på søndag i forbindelse med opgøret mellem FCK og Silkeborg. Og allerede tirsdag skal Riddersholm så på træningsbanen i Genk.

Udover Sønderjyske har Riddersholm klubber som FC Midtjylland og AGF på træner-cv'et.

Karrierens højdepunkt kom i 2015, da Glen Riddersholm førte FC Midtjylland frem til klubbens første DM-guld.