Den netop overståede La Liga-sæson har været én stor skuffelse for Real Madrids walisiske stjerne, Gareth Bale, hvor han har fået mere omtale for sine handlinger uden for end på fodboldbanen.

Men da spilleren har to år tilbage af sin kontrakt med kongeklubben, er han nødt til at få løst sine problemer, siger waliserens tidligere træner John Toshack.

»Meget ofte sker de her ting, når det ikke fungerer, og træneren har andre ideer, og du er nødt til at sætte dig ned og få det løst,« siger Toshack i et interview med BBC Radio Wales, skriver Marca.

Den 71-årige John Toshack, der tidligere har været træner for både Real Madrid og det walisiske landshold, siger i interviewet, at hvis Bale skal tilbage på holdet og have en betydningsfuld rolle, er der nødt til at være en bedre dialog med klubben.

John Toshack vil gerne have Gareth Bale til at sige noget mere omkring sin situation i Real Madrid.
John Toshack vil gerne have Gareth Bale til at sige noget mere omkring sin situation i Real Madrid. Foto: GEORGI LICOVSKI
Vis mere

Det har der umiddelbart ikke været meget af på det seneste, hvor Bales agent, Jonathan Barnett, til gengæld har fortalt, at den 31-årige kantspiller ingen planer har om at skifte væk fra Madrid, på trods af at han har været langt fra startsopstillingen hos de nykårede spanske mestre.

»Gareth har det fint. Han har to år tilbage af sin kontrakt. Han kan godt lide at bo i Madrid, og han skal igen steder,« har Jonathan Barnett tidligere fortalt til BBC Sport.

Ifølge John Toshack er det dog ikke måden, hvis Gareth Bales situation i Madrid skal forbedres.

»Når en agent går ud og siger, at han har to år tilbage af kontrakten, og at han har tænkt sig at lade den løbe ud, så er det bestemt ikke den vej, jeg ville gå. Jeg vil gerne se Bale sige lidt mere om sig selv, og det tror jeg også, at en masse mennesker her vil,« siger walisiske John Toshack til mediet.

Gareth Bale med sin hjemmelavede 'kikkert' under kampen mod Granada 13. juli 2020. På det seneste har hans optræden uden for banen fået mere omtale end spillet på banen.
Gareth Bale med sin hjemmelavede 'kikkert' under kampen mod Granada 13. juli 2020. På det seneste har hans optræden uden for banen fået mere omtale end spillet på banen. Foto: JUANJO MARTIN
Vis mere

Selv om Real Madrid blev spanske mestre i den netop overståede La Liga-sæson, var det begrænset, hvor ofte Gareth Bale kom på banen for hovedstadsklubben.

Blot 16 optrædener med to mål og to assists til følge blev det til.

I stedet har Bale, der angiveligt hæver en ugeløn på godt 2,9 millioner kroner, på det seneste været meget omtalt for sin opførsel, mens han har siddet på bænken i Madrid.

Blandt andet da han brugte en rulle sportstape til at lave en kikkert med, eller da han trak en ansigtsmaske op over øjnene og lod, som om han sov, under kampen.