Real Madrid VIL tilsyneladende af med Gareth Bale i dette transfervindue.

Derfor har den spanske storklub flere nærmest desperate tiltag på vej, der skal muliggøre et exit for den walisiske luksusreserve.

Der kan ifølge flere forskellige medier i Spanien og England blive skruet på både løn og transfersum.

Den nok største hurdle er Gareth Bales store løn, for som en af verdens bedst betalte fodboldspillere tjener han lige i omegnen af 150 millioner kroner om året. Det har tidligere været fremme, at han nødigt vil gå på kompromis med den del. Hverken i Real Madrid eller i en ny klub.

Gareth Bale har spillet halvanden kamp for Wales i de seneste dage. Spanske medier skriver dog, at han er vendt tilbage til Real Madrid med knæproblemer.
Gareth Bale har spillet halvanden kamp for Wales i de seneste dage. Spanske medier skriver dog, at han er vendt tilbage til Real Madrid med knæproblemer. ANDREW BOYERS

Nu erfarer Daily Mail, at Real Madrid skulle være villig til at betale halvdelen af hans løn i en ny klub for at gøre ham mere attraktiv. Den spanske klub vil hellere betale det mindre beløb end at betale waliseren hele lønnen med udsigt til, at han skulle indkassere det fra bænken i de resterende to af kontrakten.

Dernæst lyder det i flere spanske medier, at Gareth Bale nu også skulle være til salg for et stærkt nedsat pris: Små 180 millioner kroner. Hvilket er sådan cirka det samme, som en anden uønsket spiller, James Rodriguez, netop er blevet afsat for til engelske Everton.

Gareth Bale blev i forbindelse med den seneste landsholdspause spurgt ind til sin fremtid, og her var han klar i mælet.

»Jeg mener, at klubben må svare på det spørgsmål, for jeg forsøgte at rejse sidste år (en aftale med en kinesisk gik i vasken i sidste øjeblik, red.), men klubben blokerede for alt i sidste sekund. Der har også været andre situationer, hvor jeg har forsøgt at rejse, men klubben tillod det ikke,« lød det fra fodboldspilleren, der er fyldt 31 år.

»Jeg kan ikke gøre noget – Real Madrid har kontrol over det hele, så det ligger i deres hænder, men for at være helt ærlig, så gør de det meget svært.«

Gareth Bale forsikrede også ved den lejlighed, at han 'stadig er motiveret til at spille fodbold'.

Han kom til Real Madrid i 2013, men i de seneste år har han langtfra været blandt træner Zinedine Zidanes foretrukne spillere.

Transfervinduet lukker 5. oktober, og den nye sæson i La Liga begynder lørdag 12. september.