Fredag afgøres det med stor sandsynlighed, om Lyngby bliver reddet fra konkurs. Redningsfolkene er højst sandsynligt en flok lokale rigmænd omkring sportschef Birger Jørgensen, mens Aston Villa og - forlyder det - en Premier League-klub også er med i det puslespil, der skal til for, at Lyngby ikke blot bliver reddet på kort, men også på lang sigt.

Aldo Petersens investorgruppe er derimod ikke længere en del af forhandlingerne, da det ikke er lykkedes hans folk at nå til enighed med Birger Jørgensen-grupperingen. Birger Jørgensen, der blev fyret den 31. januar sammen med resten af administrationen, har i en årrække stået i spidsen for Lyngbys sportslige udvikling og betegnes som en rigtig klubmand med et stort netværk i lokalmiljøet.

LÆS OGSÅ Fra kolonihavehus til driblekonge: Den vilde historie om Superligaens amerikanske guldfugl

Fredag har i en uges tid været den skæringsdato, som spillerne og Spillerforeningen tidligere valgte at give Lyngby til at finde en investor, der kan sikre deres ansatte løn og jobsikkerhed. Den beslutning blev tidligere i denne uge truffet, fordi især én investorgruppe havde udset sig fredag som sidste dag for at lande forhandlingerne med den konkurstruede danske fodboldklub. BT har været i kontakt med flere kilder, der er i berøring med situationen i Lyngby. Det var spillerrepræsentanter, kommunen og klubfolk.

Meldingerne om situationen var få, men to parter går igen: En lokal investorkreds omkring Birger Jørgensen og navnet på den engelske fodboldklub Aston Villa. Det skulle således være Aston Villa, som ifølge BTs oplysninger skulle have sat fredag som en mulig deadline i forhandlingerne med Lyngby. Og så sent som i dag, torsdag, gav Aston Villa, ifølge BTs oplysninger, økonomien og mulighederne i Lyngby et måske afgørende gennemsyn. Men det er de lokale rigmænd, der skal samle de første millioner til en såkaldt mellemfinansiering, der skal sikre overlevelse på kort sigt.

Aston Villa har længe set på en mulighed for at komme ind på fodboldmarkedet i Skandinavien, og her har Lyngby så pludselig vist sig som en umiddelbar chance. Englænderne skal have været grundige i deres research indtil nu. BT erfarer, at man har talt med både repræsentanter fra Lyngby-Taarbæk Kommune, Spillerforeningen, danske kilder med forstand på de økonomiske forhold og selvfølgelig Lyngby selv. Det var angiveligt samme seriøsitet, som på anbefaling af Spillerforeningen fik spillerne til at forholde sig i ro indtil fredag, selvom lønnen er udeblevet. Det ventes, at englænderne giver Lyngby en endelig melding fredag, men det har ikke været muligt for BT at få bekræftet, om der er tale om en egentlig deadline. BT forsøgte også at finde frem til navnet på den Premier League-klub, som man ifølge Lyngby-ejeren, Torben Jensen, forhandler med. Men det lykkedes ikke.

Mens Aston Villa og den for BT endnu ukendte Premier League-klub kunne være et bud på en langsigtet redning for Lyngby, er de lokale Lyngby-folk klar til på kort sigt at skyde et ukendt millionbeløb i klubkassen til de nuværende udgifter til eksempelvis løn for administrationen og de tilbageværende spillere. Torsdag kom det frem, at Lyngbys kamp mod Brøndby på søndag bliver afviklet hjemme på Lyngby Stadion.