Det kom ikke som verdens største chok.

Frank Arnesen havde fornemmet, at en fyring nok var under opsejling, fordi noget havde ændret sig i Anderlecht.

Det fortæller han i podcasten F.C. Arnesen på Podimo, hvor han i detaljer beskriver dagen, hvor han fik beskeden.

Frank Arnesen havde haft fødselsdag om mandagen i samme uge, og traditionen tro skulle der deles kager ud. Det ville han gøre om torsdagen, men da han var på vej ned til et møde, blev han kaldt ind på sportschefens kontor. Klokken var omkring 10.30.

Frank Arnesen er færdig i Anderlecht.
Frank Arnesen er færdig i Anderlecht. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

»Ret hurtigt fandt jeg ud af, hvad han ville. Der gik ikke fem sekunder, maksimalt ti, så vidste jeg, mine dage var talte i den klub - på den måde han talte om nogle ting på,« fortæller 63-årige Frank Arnesen, der havde rollen som teknisk direktør, i podcasten.

Han vidste det ikke på forhånd. Og så alligevel - for tanken havde strejfet ham efter det seneste transfervindue, hvor han blev holdt mere og mere uden for beslutningerne.

»Det kom ikke bag på mig. Jeg har altid tænkt, det er et spørgsmål om 'hvornår'. Vores samtale var voksen og respektfuld. Han takkede mig for, hvad jeg gjorde, men fortalte også hvorfor. En af tingene var, at han ikke følte, kemien var som den skulle være mellem mig, ham, og Kompany (Anderlechts træner, Vincent Kompany, red.),« siger Frank Arnesen.

Han fik fra dag til dag følelsen af, at han blev udelukket.

»Det er også den trekant, der styrer det fodboldmæssige. Det måtte jeg give ham ret i. Jeg sagde: 'Det er ærgerligt, for I har ikke brugt mig den sidste måned af transfervinduet'. Jeg sagde, jeg synes, at det, der er sket, er utroligt ærgerligt. Men jeg synes, det er mest ærgerligt for jer selv - for Anderlecht. Af os tre er jeg den eneste med erfaring'. Det var det, jeg sagde til ham,« fortæller Frank Arnesen.

Han var blevet overflødig i klubben. Det ord bruger han selv om situationen, og så forklarer han også, at han ikke var enig i beslutningen om at lade Vincent Kompany blive spillende træner, fordi klubben var for stor til det. Men det blev den belgiske Manchester City-legende alligevel.

Efter fyringen gik han op i et lokale til de andre scouts, og de fik de kager, Frank Arnesen havde købt i anledning af sin fødselsdag. Efterfølgende fik de beskeden om, at han var færdig i klubben.

»Det er ikke dejligt at blive fyret. Det er ikke sådan, det skal forstås, men det er ikke sådan, at jeg var nede i kulkælderen. Overhovedet ikke. Jeg skrev også til dem allesammen og ønskede dem held og lykke med Anderlecht,« siger Frank Arnesen.