Rygterne svirrer omkring Frank Arnesen, der tidligere på måneden blev fyret som sportsdirektør i belgiske Anderlecht.

Nu forlyder det, at danskeren skifter til Feyenoord i løbet af vinterpausen, hvor han vil overtage rollen som sportsdirektør.

Det melder den hollandske avis De Telegraaf, men selv vil Frank Arnesen intet bekræfte.

»Jeg har ingen kommentarer omkring Feyenoord. Lige nu skal jeg først have afsluttet det hele med Anderlecht,« siger Frank Arnesen til B.T. og giver en særlig grund til, at han ikke kan arbejde for Feyenoord eller nogen som helst anden klub foreløbig.

Frank Arnesen og franske Samir Nasri, da sidstnævnte skiftede til Anderlecht.
Frank Arnesen og franske Samir Nasri, da sidstnævnte skiftede til Anderlecht. Foto: VIRGINIE LEFOUR
Vis mere

»Den 7. oktober fik jeg nyt knæ, så nu er jeg ved at komme på benene igen. Det er en lang proces. Jeg håber, at jeg kan begynde at blive mobil igen inden for de næste to måneder. Jeg er i gang med genoptræning her i Belgien, og jeg får en fysioterapeut på besøg tre gange om ugen. Formentlig kan jeg smide krykkerne på et tidspunkt, men det tager nok seks ugers tid.«

Skaden i højre knæ er en gammel skade, som Arnesen længe har skullet gøre noget ved. Det er samme knæ, som han blev opereret i, dengang han var aktiv fodboldspiller.

»Nu har jeg fået det gjort, og nu håber jeg, at jeg kan kigge tilbage om to-tre måneder og tænke, at jo, det var det hårdt, men at det var det værd. Mit knæ gik mere og mere indad. Det var virkelig på tide,« siger Frank Arnesen.

Derfor vil han hverken be- eller afkræfte noget som helst om en potentiel ny arbejdsgiver foreløbig.

»Jeg skal lige ordne det her først, og så må jeg se, hvad der kommer. Hvis det bliver til noget med en klub, så skal jeg nok komme med kommentarer, hvis jeg skriver under.«

Kan du så allerede sige nu, at du først skriver under med en klub om et stykke tid, hvis altså du har nogle tilbud, fordi du først skal have styr på knæet?

»Jeg kan jo ikke arbejde nu. Som sagt skal jeg først lige ordne alt det her. Også med Anderlecht og sådan. Så før det er i orden, sker der ikke noget.«

Frank Arnesen er 63 år og har tidligere arbejdet som manager eller sportsdirektør hos PSV, Tottenham Hotspur, Chelsea, HSV, Metalist Kharkov, PAOK Saloniki og Anderlecht.