Den danske fodboldlegende Frank Arnesen er fortid i storklubben Anderlecht.

Torsdag oplyser den belgiske klub på sin hjemmeside, at man siger farvel til Arnesen, der har været teknisk direktør i klubben.

Arnesen, der havde stor succes som spiller i Anderlecht, blev annonceret som teknisk direktør i december sidste år.

»Frank finjusterede vores scouting-system og bidrog til handlerne med Michel Vlap, Derrick Luckassen og det norske talent Kristian Arnstad. Vi takker Frank for alt det, han har lært os, og ønsker ham al mulig succes i hans videre karriere,« lyder det fra klubben.

I maj hentede klubben Vincent Kompany som spillende manager, og ifølge avisen Het Laatste Nieuws er det dennes ankomst, der har sat gang i en rokade, der nu koster Arnesen jobbet. I samme ombæring oplyser Anderlecht, at Frank Vercauteren bliver ny cheftræner for klubben.

Frank Arnesen har tidligere været sportsdirektør eller haft lignende roller i klubber som PSV Eindhoven, Tottenham, Chelsea, Hamburger SV, Metalist Kharkiv og PAOK.

Som aktiv havde han en stor karriere som offensivspiller hos Ajax, Valencia, Anderlecht og PSV.

/ritzau/