Helt forfærdeligt!

B.T. kunne fredag formiddag fortælle, at det danske eks-stortalent Per Weihrauch i oktober blev fundet død i sin bolig. Han blev blot 32 år.

Og den nyhed har ramt den danske 80'er-helt Frank Arnesen hårdt - han hentede i 2005 Per Weihrauch til Chelsea fra Ajax.

»Jeg fik det at vide af Søren Lerby for et stykke tid siden. Det er jo helt forfærdeligt, at sådan en ung fyr går hen og dør,« konstaterer Frank Arnesen og tilføjer om Weihrauch:

Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Han var en fantastisk fyr - meget, meget sød. Vellidt og behagelig ung mand.«

Som teenager i Hvidovre IF var Per Weihrauch et af dansk fodbolds kæmpetalenter, og storklubben Ajax skyndte sig at slå til og sikrede sig danskerens underskrift for snuden af flere andre europæiske klubber.

»Han var en hurtig wing - en Jesper Grønkjær-type,« husker Frank Arnesen.

Men Weihrauchs lovende karriere kom aldrig i gang - før den blev smadret af adskillige skader.

Per Weihrauch i 2009.
Per Weihrauch i 2009. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

»Han havde det sorte uheld, at han havde store problemer med sine muskler i baglåret. Det gjorde, at hans karriere aldrig rigtig kom i gang,« konstaterer Arnesen, der er i dag er direktør i hollandske Feyenoord.

»Men så fik han en aftale hos Søren, som han arbejdede for i lang tid som scout - indtil han en dag ville prøve noget andet. Og jeg har ikke rigtig haft kontakt med ham, siden han stoppede hos Søren for et par år siden.«

»Ifølge Søren så var han en rigtig, rigtig god scout. Han havde meget at gøremed de danske spillere (Bl.a. Viktor Fischer og Pierre-Emile Højbjerg, red.), som Søren fik til sit firma.«

»Det var Per, der fandt mange af dem,« lyder det fra Frank Arnesen.