Den kontroverislle fodboldspiller Nicki Bille Nielsen deler for første gang et billede fra sin sygeseng, efter han juledag blev skudt i armen i en sag, som politiet efterforsker som et drabsforsøg.

Det er på Instagram, at den 30-årige angriber med en fortid i flere udenlandske og danske klubber og på Danmarks landshold deler et billede af sig selv i det, der ligner en hospitalsseng.

Man kan se, at hans ene arm er bundet ind, og der kommer en slange ud fra forbindingen. Men der er ingen tekst til billedet.

Det var den 25. december kort efter klokken 23, at fodboldspilleren blev forsøgt dræbt med et haglgevær i sin lejlighed på Sluseholmen. I den forbindelse blev han ramt af adskillige hagl i højre underarm.

B.T. har tidligere erfaret fra flere af hinanden uafhængige kilder, at skudskaden har været så alvorlig, at Nicki Bille Nielsen risikerer at miste førligheden i armen.

Det kæmpede lægerne for at undgå mellem jul og nytår, og Nicki Bille er blevet opereret i hvert fald to gange, erfarede B.T. efter jul. Resultatet af de operationer er ikke kendt.

En 30-årig mand med tilknytning til rockermiljøet og en 23-årige kvindelig model blev 2. juledag anholdt og senere løsladt igen. De er dog begge fortsat sigtet for forsøg på manddrab.

Tidligere på måneden dukkede det første billede af Nicki Bille fra hospitalet op. Her var det hans søster, der på Instagram delte et billede af de to fra hospitalssengen.

'Jeg er så glad og taknemmelig for, at jeg stadigvæk kan give dig disse kindkys den dag i dag,' skrev søsteren Malou Sørensen til billedet, som hun delte for lidt over en uge siden.

Nicki Bille Nielsen flyttede tilbage til Danmark i sommer, hvor han skrev kontrakt med Lyngby Boldklub.

Det blev betragtet som hans sidste chance i fodboldverdenen, da han før sommeren var blevet idømt en måneds ubetinget fængsel for vold og usædelig opførsel efter en episode i Monaco.

Kontrakten med Lyngby Boldklub i 1. division blev dog revet over i slutningen af oktober, efter Bille havde truet en person med en luftpistol midt i København. En sag, som han er sigtet i.

Vis mere

Siden har den 30-årige fodboldspiller ikke været på kontrakt med en klub.

B.T har fulgt de sager tæt, og i sidste uge mundede det ud i et portræt i fire kapitler af Nicki Bille Nielsen, som har flere kontroversielle episoder og domme bag sig.

Læs kapitel 1 her: 'Vi boede ikke på villaveje og fik alting foræret'. Kapitel 2 her: Nicki Bille efter sin første dom: 'Jeg vil bare spille fodbold'

Læs kapitel 3 her: Den norske træner der troede på Bille: 'Jeg bliver meget bekymret'. Kapitel 4 her: Billes endelige nedtur: 'Han har nogle indre dæmoner'