Lige knap fem minutter.

Længere tid tog det ikke, før dommen torsdag faldt i Københavns Byret, hvor en 30-årig mand med forbindelser til rockermiljøet sad tiltalt for besiddelse af en foldekniv, euforiserende stoffer og en totenschlæger, som er en håndholdt stav.

En sag, der var udsprunget af en anden, hvor den kontroversielle fodboldspiller Nicki Bille sidste år blev ramt af et skud i armen.

Minutterne inden, retssagen gik i gang, var dog mest præget af forvirring og uvished, da man ikke vidste, om den 30-årige mand havde tænkt sig at møde op i retten.

Hans forsvarer - den prominente advokat Gitte Juul Jensen - forklarede, at hun havde sendt en besked til ham, men ikke havde hørt fra ham.

Da viserne på uret slog 09:30, og retssagen gik i gang, stod det klart, at han ikke ville dukke op.

Derfra gik det hurtigt.

Det første af de tre forhold, som den 30-årige mand var tiltalt for, blev hurtigt trukket. Så var der to tilbage.

Da dommeren spurgte sagens anklager - Anders Larsson - hvad straffen for de to forhold skulle være, lød svaret: En bøde på 3.000 kroner.

Og sådan endte det.

»Jamen, så slutter vi her,« lød det fra dommeren godt fem minutter efter, hun havde taget plads i retssalen.

Da sagen endte med en bødestraf, blev det afgjort, at det er statskassen, der skal betale sagens omkostninger.

Torsdagens retssag udsprang af en anden sag fra slutningen af sidste år, hvor den skandaleombruste fodboldspiller Nicki Bille blev ramt i armen af et skud fra et oversavet jagtgevær i sit hjem i Københavns Sydvestkvarter.

Tre personer blev efterfølgende anholdt og sigtet for drabsforsøg på Nicki Bille i forbindelse med episoden, der fandt sted 26. december.

En af de personer var den 30-årige.

Senere frafaldt sigtelsen om drabsforsøg dog - og manden var derfor ifølge Se og Hør alene tiltalt for at have været i besiddelse af en 'låsbar foldekniv' på otte centimeter, 31,9 gram skunk til eget brug samt en totenschlæger i Vestre Fængsel.

Det første af de tre forhold blev dog trukket.

Nicki Bille har tidligere fortalt, at det makabre skudsår, som han fik i sin højre arm, endnu påvirker ham den dag i dag:

»Der sidder stadig hagl herinde. Nok omkring 50 hagl. De skal ikke ud,« forklarede han i slutningen af maj til Se og Hør og tilføjede:

»Min ene hovedpulsåre sprang, og de tilbageværende hagl sidder tæt på den anden hovedpulsåre, og lægerne er bange for at skade den, for så skal jeg have amputeret armen.«