4. september endte forfærdeligt for den engelske fodboldspiller Danny Hodgson.

Her stod han på den lokale togstation i australske Perth sammen med nogle holdkammerater, da han pludselig blev overfaldet.

Ifølge hans mor blev han umotiveret slået i hovedet, hvilket betød, at han faldt til jorden, blev slået bevidstløs og måtte hastes til hospitalet, hvor han blev akut opereret for en blødning i hjernen og et kraniebrud.

Siden har han været indlagt på hospitalet, og Danny Hodgson lå i koma i 17 dage, før han endelig åbnede sine øjne tirsdag. Det skriver Perth Now.

'Min dreng har åbnet sine øjne, men han har blodpropper i armene, i lungen, har lungebetændelse, skal potentielt have en tracheostomi for at kunne trække vejret, har ikke talt, fordi han ikke kan, han skal til talepædagog og alt muligt andet,' skriver Nicola Hodgson, der er mor til den 26-årige fodboldspiller.

Hun understreger, at selvom sønnen har åbnet øjnene, er hans tilstand stadig kritisk men dog stabil.

Danny Hodgson reagerer, når nogen klemmer hans hånd, og snart kan han få besøg af sine forældre, der er fløjet til Perth. De skal dog først have overstået deres hotelkarantæne.

Overfaldet på den 26-årige fodboldspiller, der er barndomsvenner med Manchester United-spilleren Dean Henderson, har rystet mange. Også de store stjerner. Blandt dem, der har sendt en hilsen, er Cristiano Ronaldo.

Danny Hodgson (th.) på fodboldbanen.
Danny Hodgson (th.) på fodboldbanen. Foto: Nicola Hodgson/Facebook
Vis mere

»Hej Danny. Jeg har lige hørt din historie. Jeg håber, du snart får det bedre. Jeg vil gerne invitere dig til en kamp i Manchester. Rigtig god bedring, min ven,« lyder det i en privat besked fra fodboldstjernen, som Nicola Hodgson har delt.

Også en tydeligt berørt Dean Henderson har givet nogle ord med på vejen.

»Danny, jeg vil bare ønske dig rigtig god bedring. Vær stærk, hold ud, du kommer igennem det her, jeg lover det. Jeg kan ikke vente med at se dig til en kamp, så du kan møde gutterne – jeg har fortalt dem allesammen om dig. Vi er der for dig som klub og hold. Vi ønsker dig rigtig god bedring, elsker dig så højt,« lyder det fra Henderson i videoen, der er lavet i anledning af, at Hodgson havde fødselsdag i søndags.

Der er desuden startet en indsamling, der skal være en hjælp til både Danny Hodgson og hans familie. Der er i skrivende stund indsamlet 160.035 dollar, svarende til lidt over en million danske kroner.

En 15-årig dreng er blevet anholdt og sigtet for overfaldet.