Fest, alkohol i lange baner og sex.
Det var, hvad der var på menuen natten til tirsdag, da 12 spillere fra fodboldklubben Brann indtog klubbens hjemmebane. Det skriver TV 2 Norge.
Arrangementet var mod klubbens regler. Det har ledelsen efterfølgende meldt ud. Derfor kan de 12 involverede se frem til en eller anden form for straf.
»Der kommer helt sikkert nogle konsekvenser for de 12 involverede spillere. Hvilke konsekvenser har vi ikke besluttet endnu, og det bliver en personalesag, som vi tager internt,« lyder det således fra Jimmi Nagel Jacobsen, der er sportschef i Brann.
Ifølge TV 2 Norge skulle flere kvinder i starten af 20erne have deltaget i festen, der blev ved til omkring klokken 5 tirsdag morgen.
Flere af spillerne har indrømmet at have dyrket sex, og det skulle eksempelvis være foregået i omklædningsrummet. Derudover løb en unavngiven person også rundt på græsplænen uden ret meget tøj på.
Cheftræneren i Brann, Eirik Horneland, er meget træt af hele situationen.
»Timingen er forfærdelig. Vi har en ekstrem vigtig kamp på søndag, og når vi vælger at gå denne vej, er det uklogt. Alt ved sagen irriterer mig, men vi kan ikke lave det om.«
En af de deltagende spillere har lagt sig fladt ned og kaldt festen for 'et sort hul'. Der er tale om Kristoffer Barmen.
Brann har fået en skidt start på den nye sæson, hvor holdet er sidst efter 14 kampe med bare syv point. De har i skrivende stund syv point op til redning.