I omklædningsrummet har den skotske fodboldspiller Leigh Nicol et billede af et træ fra sin have hængende over sin plads.

Det er det træ, hvor hun engang havde planlagt at skulle tage sit eget liv. Men i dag har det fået en helt ny betydning.

Det fortæller den 25-årige Crystal Palace-spiller Leigh Nicol i et åbenhjertigt interview med Sky Sports, efter hun i 2019 fik sin iCloud-konto hacket, og intime billeder blev delt på pornohjemmesider.

»Jeg smiler, når jeg ser på det (træet, red.). Det gør mig ikke trist, det vækker ingen onde minder. Jeg er bare så taknemmelig for, at jeg klarede at komme igennem den periode. Billedet giver mig en påmindelse om, at alt er muligt. Det sætter nogle ting i perspektiv,« fortæller hun.

»Selv når det er en kampdag med mange nerver, så ser jeg på træet og får en påmindelse om, at jeg har overvundet så meget, at jeg er sikker på, at jeg kan komme igennem kampen også. Og kommer jeg ind i omklædningsrummet efter en dårlig kamp, minder træet mig om, hvad jeg har været igennem. Træet står der stadig – det vokser og vokser.«

Det var i 2019, at mareridtet startede for den unge fodboldspiller.

Efter billederne blev delt, var hun både igennem en depression og havde anoreksi i så slem en grad, at lægerne fortalte hende, at hun var ét kilo fra at få organsvigt.

Det førte altså også til selvmordstanker, og i dag har hun nogle gange svært ved at forstå, hvordan hun kom ud på den anden side.

»Jeg kan godt forstå, at folk begår selvmord på grund af det, for jeg ved ikke, hvordan jeg kom igennem det.«

I dag er hun tilbage på banen og har lagt det værste bag sig, men oplevelsen har fortsat konsekvenser i hendes dagligdag. Leigh Nicol kæmper nemlig fortsat med angstanfald og daglige grimme beskeder på de sociale medier.

Hun har også fortsat dage, hvor hun ikke kan komme ud af sengen.

Alligevel ønsker hun nu at fortælle sin historie for at forhindre, at andre skal igennem det, hun har været.

»Skaden er allerede sket for mig, men jeg snakker for den næste generation. Jeg føler, at forebygning er vigtigt. Jeg kan ikke ændre det her alene, men hvis jeg kan skabe opmærksomhed om det, så det ikke sker for andre, så vil jeg gøre det,« fortæller hun.

Leigh Nicol og Crystal Palace spillede i den næstbedste engelske række.