Flere Premier League-stjerner får nye frisurer i flæng, selv om frisørsalonerne er lukket ned i det engelske.
Paul Pogba stiller til start for Manchester United med en ny frisure per kamp, og senest var Newcastle-angriberen Joelinton kommet i fedtefadet efter et frisørbesøg under lockdownen.
Men der er intet galt med Evertons midtbanegeneral Allans nye frisure.
Han har i solidaritet med sin niårige søn, Miguel, valgt at fjerne alt sit hår, skriver engelske Daily Mail.

Sønnen blev i en alder af blot fire år diagnosticeret med den autoimmune sygdom alopeci, der gør, at den lille dreng mister alt sit hår.
Allan og hans kone, Thais Valentim, valgte at dele et billede med deres søns hårtab, fordi parret har modtaget mange spørgsmål om sønnens helbred.
»Miguel var fire år, da han blev diagnosticeret med alopeci. En sygdom, hvor kroppen angriber selve hårsækkene.«
»Men er det alvorligt? Har han brug for behandling? Nej, det eneste store problem er æstetikken. Vores Miguel er super sund, gudskelov.«
Thais Valentim ved ikke så meget om sygdommen, og om genetik spiller ind, men de ønsker ikke, at deres søn skal gå alene med sin sygdom.
»Nogle gange bliver han trist over spørgsmålene til sit udseende. Og sådan vil jeg ikke se ham længere.«
Derfor valgte Premier League-stjernen Allan den rørende gestus at fjerne sit hår, så hans søn ikke var alene om ikke at have hår.
Allan har på det seneste været ude af en del kampe for Everton, da han har bøvlet med en skade i baglået siden opgøret mod Leicester i julen.