Kamil Wilczek forlod for kun et halvt år siden Brøndby som en legende.

Det er han ikke længere.

Onsdag skrev den polske angriber under på en treårig kontrakt med ærkerivalerne fra FC København, og det har fået mange Brøndby-fans til at ytre deres utilfredshed på sociale medier.

På eksempelvis Twitter lægger mange blå-gule brugere eksempelvis ikke skjul på, hvad de nu mener om den polske angriber, der spillede i Vestegnsklubben i fire år, fra 2016 til '20.

Her er et udpluk fra folk, der raser:

  • 'Den trøje, jeg har med Wilczek, skal brændes! KLAMME ROTTE!'
  • 'En ægte Judas i rotteform. En beskidt forræder. Tillykke til fuckerne med at have fået et vederstyggeligt og æreløst menneske i folden. Wilczek – dine handlinger er til at brække sig over, fy for satan!'
  • 'Jeg havde morgenkvalme i dag. Nu ved jeg hvorfor.. Har lige læst, at FCK har hentet Wilczek. Hvor er det bare et klamt move. Hvad får en legende til at skifte til rivalen?
  • Kamil Wilczek skal fjernes fra Wall of Honour øjeblikkeligt, Brøndby!

Her er et udpluk fra folk, der morer sig:

  • 'Vi siger velkommen til Brøndby i foreningen for 'små klubber, som bare skal finde sig i, at spillerne vil til større klubber'.'
  • 'Jeg er hverken til FCK eller Brøndby, men det er nu alligevel (eller måske netop derfor) voldsomt underholdende at følge reaktionerne oven på Wilczek-skiftet ... Endelig får vi den Twitter-nedsmeltning, som verden af gode grunde blev snydt for med Laudrup, Figo og alle de andre.'
  • 'Tænker, Brøndby sætter alle sejl nu og hævner sig ved at signe Bendtner, nu hvor FC København måske napper Wilczek.'

Kamil Wilczek scorede i alt 92 mål i 163 kampe, og i seneste sæson blev det til intet mindre end 17 mål i 18 kampe, inden han skiftede til tyrkiske Göztepe. Det var næsten nok til at blive topscorer i Superligaen, selv om polakken altså ikke spillede den sidste halvdel af sæsonen. Han bar også anførerbindet.

Kamil Wilczek vender nu tilbage til Danmark og FCK, at opholdet i Tyrkiet ikke blev helt så succesfuldt. Her blev det blot til et enkelt mål i 14 optrædener.

»Da muligheden for at komme til FCK opstod, var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige for mig. »Jeg kender Superligaen godt, og jeg ved, at jeg kommer til en klub, der går efter mesterskabet og europæisk succes hver eneste sæson. Jeg er selv et meget ambitiøst menneske, så det tiltaler mig meget,« siger Kamil Wilczek i forbindelse med det det danske comeback.

Han får trøjenummer 9.