FC København har netop bekræftet, at de har indgået en aftale med Kamil Wilczek.

Klubben deler nyheden på sin hjemmeside, hvor det fremgår, at den tidligere Brøndby-angriber har fået en treårig kontrakt i FC København.

Kamil Wilczek kommer til FC København fra tyrkiske Göztepe, hvor han har spillet siden slutningen af januar. Forinden tilbragte han fire år som topangriber i Brøndby.

Han træner med for første gang i FC København allerede i dag, torsdag.

FCK henter den tidligere Brøndby-profil Kamil Wilczek.
FCK henter den tidligere Brøndby-profil Kamil Wilczek. Foto: FCK / Andreas Højberg
Vis mere

»Da muligheden for at komme til FCK opstod, var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige for mig. »Jeg kender Superligaen godt, og jeg ved, at jeg kommer til en klub, der går efter mesterskabet og europæisk succes hver eneste sæson. Jeg er selv et meget ambitiøst menneske, så det tiltaler mig meget,« siger Kamil Wilczek til FCK's hjemmeside og fortsætter:

»Jeg har oplevet at spille i Parken en del gange, og det er virkelig et fantastisk stadion med utroligt passionerede fans. Jeg forstår og respekterer, at jeg skal bevise for dem, at jeg vil gøre alt for klubben og dem på banen, og det er jeg klar til.«

Bold.dk erfarede onsdag aften, at Kamil Wilczek havde været til lægetjek og ville blive ny spiller i FC København.

»Vi kender selvfølgelig Wilczek rigtigt godt fra hans tid i Superligaen, hvor han tre sæsoner i træk viste, at han er en notorisk målscorer, der er utroligt dygtig i boksen og arbejder hårdt for sit hold,« siger Ståle Solbakken.

»Vores trup har nogle meget spændende og talentfulde angribere i Jonas Wind, Daramy, Kaufmann og Santos, men vi synes, at Wilczek supplerer godt med nogle andre kvaliteter, ikke mindst i form af hans erfaring og evner som mere rendyrket afslutter og angriber,« fortsætter den norske manager på FCK's hjemmeside.

FC Københavns manager er klar over, at denne transfer ikke nødvendigvis falder i den bedste jord hos de københavnske fodboldfans.

»Vi ved selvfølgelig, at det er et tema for fans, men Kamil har virkelig ønsket at blive en del af FCK, og jeg tror, mange kan huske, at Peter Møller eksempelvis slap fornuftigt fra sin 'blakkede fortid',« siger Ståle Solbakken.

Kamil Wilczek har gennem sin karriere spillet for Zaglebie Lubin, Piast Gliwice, Carpi, Brøndby og Göztepe. Og snart FC København.