Fabrice Muamba er et af få mennesker i verden, der har prøvet at være død i over en time.
Den tidligere fodboldspiller fik i 2012 hjertestop midt under en kamp mellem Bolton og Tottenham, og i hele 78 minutter bankede hans hjerte ikke, ligesom han ikke kunne trække vejret selv.
Det hele skete på direkte tv under en fodboldkamp, hvilket var held i uheld, for af samme årsag var der dygtige læger lige i nærheden, og det reddede den tidligere Bolton-spillers liv.
Miraklet vil, at Fabrice Muamba i dag lever i bedste velgående, og mediet Sportbible har mødt og talt med ham og ikke mindst helten og lægen Jonathan Tobin, der har en stor andel i, at Fabrice Muamba ikke gik bort.

Ni år senere vil den tidligere spiller gerne vide, om Jonathan Tobin troede på, at Muamba havde klaret den, da han ankom til hospitalet.
»Nej. Jeg troede ikke, du nogensinde ville vågne igen, gamle ven. Det gjorde ingen,« siger Jonathan Tobin til stor overraskelse for Muamba.
»Er du seriøs?«
»Ingen troede på, at du ville vågne op. Du var død i 78 minutter. Jeg mener, Jesus. Det sker aldrig,« svarer Jonathan Tobin, der fortæller, at man kan spørge enhver kardiolog, og personen vil fortælle, at ingen ville kunne klare at være død i så lang tid og alligevel komme sig helt.

Fabrice Muamba genkalder her det skæbnesvangre øjeblik, som tidligere modstander og Superliga-spiller Rafael van der Vaart har kaldt 'det absolut værste øjeblik i sin fodboldkarriere'.
»40 minutter inde i kampen begyndte mit syn at blive sløret. Da jeg kiggede på nogen, så jeg dobbelt af dem. Så lige pludselig – bang – lå jeg på jorden. Det var sidste gang, at jeg kom til at spille fodbold,« siger han om den dag, hvor han faldt livløs om foran 36.000 mennesker på stadion og endnu flere på tv.

Fabrice Muamba fik 16 stød med hjertestarteren, inden han blev indlagt på London Chest Hospital, men da det ikke havde den ønskede effekt, havde Jonathan Tobin givet op. På hospitalet gav de ham yderligere 15 stød i 40 minutter, og så var Muambas hjerte i gang igen.
Stille og roligt er Fabrice Muamba kommet sig, og selvom han fortæller, at det ikke altid har været lige nemt at være hverken ham eller nogen ved siden af ham, er han i dag glad og har taget en uddannelse i sportsjournalistik, samtidig med at han kom ind i trænerstaben i klubben Rochdale i 2018.
Derfor tøver han ikke med at kalde hver dag for 'et mirakel'.