De fleste kan godt unde Jakob Poulsen at få gang i den trænerkarriere, han har gået målrettet efter, siden han stoppede med at spille fodbold i sommer.

Mange har endda givet sig tid til at lykønske ham med det nye job som assistenttræner i Viborg, men det er også faldet nogle fans fra FC Midtjylland for brystet, at deres tidligere anfører og koryfæ i klubben nu arbejder for ærkerivalen.

Den tidligere landsholdsspiller fortæller, at han har modtaget fem til otte beskeder fra folk, der har skrevet negative beskeder til ham.

»Der har ikke været hadefulde beskeder, men der har selvfølgelig været nogen, der har været utilfredse, og det har jeg intet problem med. Der er nogle få, der har skrevet nogle direkte beskeder på både Messenger og Instagram, men ikke noget, der har været over min grænse. Det har selvfølgelig ikke været særligt smart, nogen af de ting de har skrevet,« siger Jakob Poulsen og tilføjer:

Jakob Poulsen hævede pokalen med FC Midtjylland i 2019.
Jakob Poulsen hævede pokalen med FC Midtjylland i 2019. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Der er nogle, der har skrevet, at jeg er en lille rotte. Det er på det niveau, vi er. Det er ikke værre, end jeg havde forventet,« siger han og forklarer, at meddelelserne ellers overvejende har været positive.

»Jeg har selvfølgelig overvejet, hvilke konsekvenser det ville have, og hvad folk ville synes om det, men jeg er også kommet frem til, at jeg er startet en ny karriere, og at denne mulighed var den bedste for min karriere, så derfor valgte jeg det. De fleste har heldigvis også lykønsket mig med jobbet.«

Jakob Poulsen nåede at spille næsten 300 kampe i FC Midtjylland-trøjen, og han har ikke lagt skjul på, at den afsked, han fik med klubben, gjorde ondt og slet ikke var, som han havde planlagt, da han pludselig fik at vide, at han ikke længere var selvskrevet til en plads på holdet.

Men han forsikrer, at han intet hævnmotiv har ved skiftet til naboerne fra FC Midtjylland.

»Mit valg af Viborg har intet at gøre med, hvordan min tid i Midtjylland sluttede. Overhovedet. Jeg valgte Viborg, fordi klubben er et spændende sted, har fine faciliteter og ligger i toppen af 1. division. Det er superspændende, og der er et godt setup for både spillere og trænere, så det er rigtig et fint sted for mig at starte min trænerkarriere,« siger Jakob Poulsen, som ikke vil sige, om han har fået noget tilbud fra Midtjylland om et job efter karrieren som fodboldspiller.

Han forklarer dog, at det har været rigtig svært at finde et arbejde i en Superliga-klub.

»Der har ikke rigtigt været nogen, der hoppede på i første omgang. I starten var der kun små efterspørgsler, og jeg satsede på at komme ind i en Superliga-klub, men det viste sig ikke at være muligt. Det er et spørgsmål om økonomi. Der er hjemsendte medarbejdere, og det er signalet i at ansætte en ny træner, som jeg godt kan jeg forestille mig ville være underligt at sende. Der er også etablerede setup rundt omkring i klubberne, som nok har gjort, at de ikke har brug for mig, selvom de godt kunne se, at jeg kunne være spændende. Lige pludselig fra jul kom der mere aktivitet, og så valgte jeg at tage Viborg. Det er jeg rigtig glad for,« lyder det fra den nye assistenttræner.

Jakob Poulsen påbegynder til juli sit trænerliv på skolebænken, når han skal på T-trænerkursus.

Andre læser også