Den tidligere FC Midtjylland-kaptajn og klubikon Jakob Poulsen indstiller sin karriere, når hans nuværende kontrakt med  Melbourne Victory udløber til sommer.

Det fortæller han i et interview med Eurosport i programmet 'Mens vi venter'.

Den 36-årige midtbanespiller fortæller, at han allerede i sommer overvejede at indstille karrieren, da han røg ud i kulden i FC Midtjylland.

»Det har været undervejs i et stykke tid. Jeg overvejede det allerede i sommer, da jeg røg ud i kulden i FC Midtjylland, men min beslutning er kommet af, at jeg hen over jul og nytår følte, at jeg ikke havde lysten på samme måde mere,« siger han til Eurosport.

Det skyldes hverken en haltende fysik eller skader, at Jakob Poulsen har valgt at stoppe med at spille fodbold på proffesionelt plan til sommer.

»Det er mest mentalt, jeg er træt. Det hænger sammen med, at jeg den seneste periode har været meget ude og inde af holdet her i Melbourne, og nu er lysten der ikke længere,« siger han.

Han fortæller, at det ikke har været en svær beslutning, og at det hænger sammen med, at han på kort tid er gået fra at være en profil i FC Midtjylland til at bruge meget tid på bænken.

Selvom Jakob Poulsen og familien vender hjem til Danmark til sommer, tror han ikke på, at han vil genoverveje sin beslutning og spille en sæson ekstra i Superligaen.

I stedet håber han på at få en anden rolle i fodboldveenen.

Jakob Poulsen nåede 286 kampe for FC Midtjylland med 48 mål og 80 assist til følge. Han har vundet det danske mesterskab to gange med klubben, ligesom han også har vundet pokaltuneringen.

I interwievet med Europsport fortæller han, at den måde, han kom fra FC Midtjylland på, gjorde ondt.

»Jeg var både ked af det og skuffet over den måde, det endte på. Det kan desværre ikke laves om nu, men jeg tror og håber på, de ville lave det om, hvis de fik muligheden for det. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor det skulle slutte på den måde,« siger Jakob Poulsen.

Han har desuden spillet 35 A-landskampe, hvor højdepunktet var scoringen mod Sverige, der sikrede Danmark deltagelse ved VM i Sydafrika i 2010.