I sidste uge kontaktede Everton danske kilder på grund af en interesse i Kasper Hjulmand.
Her kunne B.T. afsløre, at Premier League-klubben forhørte sig i Danmark for at blive klogere på flere af landstrænerens facetter, såsom ledelsesstilen, personligheden og mediehåndteringen.
Men siden fredag, hvor nyheden blev publiceret, er der løbet meget vand under broen i den engelske Liverpool-klub.
Efter en skrækkelig sæsonstart hentede træner Rafael Benitez og holdet en livsvigtig sejr mod Arsenal mandag, ligesom klubbens fodbolddirektør, Marcel Brands, har trukket sig. Og det skaber en helt ny virkelighed.

Det fortæller Philip Kirkbride, der har fulgt Everton tæt for avisen Liverpool Echo i knap syv år.
»Lige nu ser et managerskifte meget usandsynligt ud. Efter Marcel Brands' afgang står Benitez tilbage med endnu mere magt, og ejer Farshad Moshiri og klubben har offentligt bakket Benitez op et par gange. Jeg tror, at Benitez er her for en tid, selvom han er under pres og skal have vendt skuden,« fortæller Kirkbride.
Ifølge journalisten forlod Marcel Brands sin stilling efter gensidig aftale, fordi hans indflydelse på klubbens sportslige strategi skrumpede med tiden. Omvendt har Rafael Benitez fyldt mere og mere, da den spanske manager også ønsker stor indflydelse på sportslig strategi og transfers.
Det har kostet den hollandske fodbolddirektør jobbet, og det var hans stab, der var i gang med at researche på Kasper Hjulmand.
Derfor ser en eventuelt tilgang for den danske landstræner pludselig noget mere usandsynlig ud.
»Mønsteret på de trænere, Everton har ansat de senere år, taler ikke for Hjulmand. De har haft enormt meget erfaring, flotte cv'er med titler og pokaler på højeste niveau. Altså trænere som Carlo Ancelotti og Rafael Benitez, der begge har vundet Champions League. Så var der lige Marco Silva, som stak ud som en yngre træner, der måske passer bedre som en Hjulmand-profil,« siger Philip Kirkbride.
Han forklarer dog, at han godt kunne se den danske landstræner i Everton … Hvis det var under den nu fratrådte Marcel Brands ledelse.
»Hvis man er fodbolddirektør, er det nok nemmere at arbejde med en manager som Kasper Hjulmand, men situationen har ændret sig de sidste par dage. Nu har manageren – i det her tilfælde Benitez – fået mere magt,« siger Liverpool Echos Everton-mand.

»Med Marcel Brands kunne jeg sagtens have kunnet se det for mig. Jeg kunne godt forestille mig, at Hjulmand var sådan en træner, Marcel Brands kunne lide. Men under de her omstændigheder har jeg lidt svært ved at se det ske. Jeg er sikker på, at han er en god træner. Der ville også være en risiko, fordi han ikke har bevist sit værd i England.«
Med en trænerfortid i Lyngby, FC Nordsjælland og Mainz er Kasper Hjulmand ikke et alment kendt navn i England på trods af Danmarks sensationelle semifinaleplads ved sommerens EM-slutrunde.
»Everton-fans, som ved meget om fodbold, ville formentlig kende ham. Men ret skal være ret: De fleste tilhængere har nok ikke hørt så meget om ham. Og det er sagt i kæmpe respekt. Han er bare ikke noget navn, der er tittet meget frem,« siger Philip Kirkbride.
»Hjulmand skulle formentlig bruge noget tid og noget tålmodighed, og det er der ikke noget af i Everton lige for tiden,« mener Philip Kirkbride.
Kasper Hjulmand har flere gange forklaret, at han 'ingen steder skal lige nu', og at han er glad for jobbet som dansk landstræner.
Omvendt har han heller aldrig udelukket muligheden for at takke ja til det helt rigtige job, hvis det en dag byder sig. På trods af at han har haft muligheden for at gøre det klart adskillige gange.
I skrivende stund overvejer Everton, om man skal ansætte en ny i Marcel Brands stilling i stedet for, eller om stillingen som fodbolddirektør skal nedlægges. Det bekræfter netop tesen om, at Rafael Benitez er styrket af Brands' afgang.
Everton har vundet fem kampe af 15 mulige og lige nu ligger på en skuffende 12.-plads i Premier League.


