Christian Eriksen var uønsket i Inter. Klubbens træner, Antonio Conte, var frustreret over danskeren, og et prisskilt blev sat på Eriksen tilbage i december.
Rygterne var mange. Et comeback til Tottenham og en opsigtsvækkende transfer til PSG.
Hans dage i Inter-trøjen var så godt som talte i en tid, hvor Christian Eriksen kunne se til fra bænken, mens holdkammeraterne tog sejre på sejre og indtog duksepladsen i Serie A
»Det har været det hårdeste og mest krævende år. Det har været mentalt hårdt. Jeg kom ned for at spille fodbold, og når man ikke kunne få lov til det, var det irriterende,« siger Christian Eriksen i et længere interview med TV 2 Sport.

Christian Eriksen fremhæver selv tiden i december og januar som en hård tid. Han hørte aldrig selv til, at han var blevet sat til salg. Det måtte han høre om i medierne som alle andre.
Det skete eksempelvis, da Inter-direktøren, Giuseppe Marotta, var ude 23. december og melde, at Eriksen ikke passede ind i klubbens planer.
Sølle 79 minutters spilletid blev det til for den danske landsholdsstjerne i den periode.
Det fik Eriksen selv til at gå med en del tanker og spekulationer om fremtiden under januars transfervindue. Men heldigvis valgte Eriksen at blive i Milano-klubben og kæmpe for sin plads på holdet.

Til trods fra presset på banen trivedes Christian Eriksen og familien i Milano, hvor han bor med kæresten Sabrina og parrets to børn.
Den sikre base og en indædt fightervilje fik den danske stjerne tilbage i Antonio Contes planer. Mange ekstra træningstimer, hvor Eriksens fokus var på frispark og spark på mål. Noget som i den grad kom til at give pote.
Det var netop et altgørende frisparksmål, som fik landsholdsspilleren ind i varmen igen i Inter. I de døende opgør af pokalkvartfinalen sendte Eriksen Inter videre i turneringen, da han drejede bolden op i hjørnet af målet og sendte ærkerivalerne AC Milan ud af turneringen.
Christian Eriksen peger selv på, at det hjalp ham gevaldigt til en ny start for ham i Inter-trøjen.

Efter den vitale scoring er Eriksens nedtur vendt til rosende ord i de italienske medier, og Antonio Contes syn på danskeren var nu et helt andet. Efter flere gode præstationer fra start i ligaen har Eriksen nu fået en afgørende rolle på et Inter-mandskab, der cruiser mod en ligatitel.
»Han er begyndt at komme i de situationer, vi har prøvet alt for at få ham til at passe ind i. Jeg synes, han har taget skridt i den rigtige retning. Han forstår, hvad vi vil have. Jeg er mere tryg nu ved at stole på ham,« lød det fra Conte efter flere gode præstationer af danskeren.
Christian Eriksen er nu fokuseret på, at han vil hjælpe Inter til deres første mesterskab siden 2010. Han har efter en stjernestatus i Tottenham oplevet, hvor hurtigt det kan gå op og ned i fodbold.
Derfor tager han nu en dag ad gangen og ser, hvad fremtiden bringer. Og i den nærmeste fremtid kan det meget vel være et italiensk mesterskab.
Inter fører Serie A med ni point ned til rivalerne AC Milan på andenpladsen med blot 11 spillerunder tilbage.