Hvad skete der helt præcist, da Emiliano Sala og David Ibbotson i januar styrtede ned med et fly?

Det spørgsmål forsøger familierne til de to stadig at få besvaret.

Onsdag kom der nye oplysninger i sagen, da det kom frem, at Emiliano Sala havde et højt niveau af kulilte og hæmoglobin i sit blod, fortalte de britiske efterforskere. Niveauet i Salas blod var på 58 procent, og 50 procent betragtes som potentielt dødeligt.

Efter de nye detaljer er kommet ud i offentligheden, har fodboldspillerens rystede familie reageret.

De savner svar, og derfor kræver de nu, at flyvraget - som stadig ligger på bunden af Den Engelske Kanal - bliver bjærget med det samme.

»Den farlige mængde kulilte der er blevet fundet i Emilianos krop, rejser mange spørgsmål hos familien.«

Sådan lyder det fra Daniel Machover, som udtaler sig på familiens vegne, skriver The Telegraph.

»Hvordan han (Emiliano Sala, red.) døde, vil blive slået fast. Familien mener, at en detaljeret teknisk undersøgelse af flyet er nødvendig. Familien og offentligheden er nødt til at vide, hvordan kulilten kom ind i kabinen,« siger Sala-familien videre i udtalelsen.

»Emilianos familie kræver, at AAIB bjærger flyvraget uden yderligere forsinkelser,« lyder det.

Også Emiliano Salas søster, Romina Sala, er kommet med en kort udtalelse efter de nye oplysninger. I et opslag på Instagram har hun delt et billede af sin afdøde bror med ordene 'Retfærdighed for min bror!'.

Emilano Sala, der blot blev 28 år gammel, var netop skiftet fra Nantes til Cardiff City, da ulykken ramte.

Sala havde været i Frankrig for at sige farvel til sine gamle holdkammerater, og den 21. januar tog han et privatfly tilbage, som David Ibbotson fløj. Noget gik dog helt galt, og flyet forsvandt fra radaren.

Den 4. februar blev flyet fundet i Den Engelske Kanal, og kort tid efter lød meldingen, at der også var fundet et lig. Tre dage senere kom meldingen, at der var tale om Emiliano Sala, der ifølge de første undersøgelse var død af hovedskader og skader på overkroppen.

Piloten David Ibbotsons lig er stadig ikke fundet, men det regnes for sandsynligt, at han også har været udsat for den farlige mængde kulilte.

»I så fald vil det reducere evnerne til at styre et fly eller helt forhindre ham i at kunne det, alt efter udsættelsesgraden,« sagde efterforskningsmyndighederne onsdag.

Efterforskningen af sagen er langt fra slut, og den endelige undersøgelsesrapport bliver gjort tilgængelig for offentligheden, når den er færdig.