Den argentinske fodboldstjerne Emiliano Sala og hans pilot blev udsat for farlige niveauer af kulilte, inden deres fly styrtede ned i januar 2019 og dræbte dem begge.

Det siger britiske efterforskere ifølge nyhedsbureauet AP.

Efterforskningsmyndigheden for luftfart siger onsdag, at toksikologiprøver viser, at Sala havde et højt mætningsniveau af COHb, en kombination af kulilte og hæmoglobin, i sit blod.

Niveauet befandt sig på 58 procent, og et niveau på mere end 50 procent betragtes generelt som potentielt dødeligt hos et sundt individ, lyder det.

Arkivfoto. Sørgende fans i Nantes efter, Emiliano Salas lig blev fundet 8. februar.
Arkivfoto. Sørgende fans i Nantes efter, Emiliano Salas lig blev fundet 8. februar. Foto: Stephane Mahe
Vis mere

Piloten David Ibbotsons lig er stadig ikke fundet. Det er dog sandsynligt, at han også var udsat for et farligt niveau af kulilte.

- I så fald vil det reducere evnerne til at styre et fly eller helt forhindre ham i at kunne det, alt efter udsættelsesgraden, lyder det fra efterforskningsmyndighederne ifølge AP.

Sala var netop skiftet fra franske Nantes til Premier League-klubben Cardiff, da han var på et kort besøg i Frankrig for at sige farvel til sine tidligere holdkammerater.

For at komme hurtigt tilbage satte han sig i et lille enmotorsfly, og det fik altså tragiske konsekvenser. Flyet styrtede i Den Engelske Kanal 21. januar, og Salas krop blev først fundet to uger senere.

Efterforskningen er stadig i gang, og den endelige undersøgelsesrapport vil blive gjort tilgængelig for offentligheden.

/ritzau/