Det var en nærmest rystet Preben Elkjær, der fældede dom over tirsdagens Champions League-semifinale.

For efter en tandløs indsats af Paris Saint-Germain, havde den danske fodboldlegende ikke svært ved at pege på én af de helt store syndere for den franske storklub.

Mauro Icardi. Argentineren, der stort set ikke satte en fod rigtigt i opgøret.

»Jeg forstår ikke, hvorfor de starter med ham. Han er slet ikke hurtig eller god nok på bolden. Det er fint til den franske liga, men ikke i Champions League,« forklarede Elkjær efter kampen.

28-årige Mauro Icardi.
28-årige Mauro Icardi. Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

Den argentinske angriber havde da også en elendig aften i Manchester, hvor han blev udskiftet efter 62 minutter.

»Han rører bolden 13 gange...Én gang færre end PSG's målmand. Han var på ingen måde boldsikker og tabte bolden hele tiden. Han var et fremmedlegeme,« forklarede Preben Elkjær og fortsatte:

»Der er slet ikke den bevægelse og skarphed, som man forventer af en PSG-angriber.«

Danskerens benhårde dom over angriberen blev efterfølgende bakket op af TV3 Sport-kollegaen og tidligere landsholdsspiller Martin Jørgensen:

»Set i bakspejlet var han ikke klar. Pochettino skulle have pillet ham ud i pausen.«

Manchester City vandt tirsdagens semifinale med 2-0, og med en samlet sejr på 4-1 er englænderne nu klar til Champions League-finalen for første gang i historien.