»Skide godt, Egon!«
En replik, der er ikonisk, og som rigtig mange nok kender. Og inden længe bliver den sagt af et velkendt ansigt fra sportsverdenen.
For efter at have haft en stor karriere på fodboldbanen, er John Carew siden gået en helt anden vej.
Det har gjort, at han nu har landet en stor rolle. Den 41-årige nordmand skal spille rollen som Benny Fransen i den norske udgave af 'Olsen Banden'. Det afslører Nordisk Film Norge på blandt andet Instagram.
'Så er det bekræftet! Her er Olsen Banden. Optagelserne til 'Olsen Banden - Sidste skrig' er i gang, og spekulationerne over, hvem der har gemt sig bag silhouetterne af den velkendte bande har været mange,' skriver selskabet, inden de sætter navne på personerne bag rollerne.
I sin aktive karriere spillede John Carew for blandt andre Valencia, Lyon, Aston Villa og West Ham. Han var desuden en del af det norske landshold, inden han stoppede sin karriere tilbage i 2012.
Han kastede sig siden over tv-branchen, og allerede i løbet af karrieren var han med i flere programmer. Den første hovedrolle fik han i 2014 i den canadiske film 'Dead of Winter', ligesom han også spillede hovedrollen i den norske thriller 'Høvdinger' fra 2015.
Han har desuden været med i tv-serien 'Heimebane', ligesom han også har været med i Disneys 'Maleficient: Mistress of Evil', hvor han havde rollen som en kriger i junglen.
Optagelserne til den norske 'Olsen Banden'-film er lige nu i gang i Oslo, og der er ifølge NRK tale om en ny indspilning af de danske film - dog i en ny og moderne version.