Italiensk mester, flot, men var han med som det tynde øl?
I weekenden sikrede Inter sig guldet for første gang siden 2010. Og det var med en vis dansk stjerne i truppen. Men spørgsmålet er, om ikke træner Antonio Conte og Inter havde hevet det guld i land selv uden Christian Eriksens bidrag.
For har den danske landsholdsstjernes bidrag til Inters Scudetto været andet end marginal? Det spørgsmål debatterede panelet i denne uges 'Fodbold FM'.
»Hvis vi tager klaphatten af, så ville Eriksen ikke være på en liste med de fem vigtigste Inter-spillere i denne sæson. Og han ville måske heller ikke være på en top-10. Han har sin andel i det og scorer jo i weekenden, men det har hele tiden været et spørgsmål om, hvornår og ikke om de ville vinde guldet,« siger fodboldekspert Steffen Dam i B.T.s fodboldpodcast.
»Han har gjort det rigtig fint på midtbanen, efter at Conte fandt en plads til ham på den centrale midtbane, men han har ikke lavet noget, som ingen af de andre kunne have gjort – måske ikke helt på samme niveau – men Inter havde vundet guldet selv uden Eriksen,« tilføjer Serie A-ekspert Karsten Krogh om Christian Eriksen, som har været ude på noget af en rutsjebanetur siden sit store skifte til Inter i januar 2020.
Særligt hen mod slutningen af efteråret var Eriksen helt ude i kulden hos Antonio Conte, men han har spillet sig tilbage på holdet og er endt med at spille 23 kampe og score to mål i det, der nu er en mesterskabssæson i en af verdens største ligaer.
»Han har arbejdet stenhårdt, også når det gik skidt, og han sad ude i sæsonen. Det aftvinger respekt, at han har kæmpet sig tilbage. Og han er altså en del af det her hold, og det betyder alverden, at han får det her mesterskab,« siger den tidligere fodboldspiller Sandro Spasojevic.
Foruden Eriksen og hans rolle i Inters mesterskab var guldstriden i Superligaen, storklubberne Juventus, Dortmund og Liverpool akutte Champions League-problemer – og meget mere – til debat i 'Fodbold FM', som er B.T.s podcast om fodbold – og kun fodbold. Vært er Steffen Gronemann. Følg Fodbold FM på Facebook og på Twitter.