Han var fortaler for ideen, men nu er det slut.
Preben Elkjær er træt af VAR.
Udmeldingen kommer efter Champions League-dramaet mellem Dortmund og Sevilla, hvor VAR igen var i fokus.
Det skete efter en episode, hvor Dortmunds norske bomber Erling Haaland først brændte et straffespark, der var tilkendt, efter dommeren konsulterede VAR. Men Haaland fik lov at sparke igen, fordi Sevilla-keeper Yassine Bounou gik for tidligt fra stregen – og efter VAR igen var på spil, fik Haaland muligheden nok engang, hvor han scorede.

Hele seancen tog adskillige minutter, og i TV3 Sports studie efterfølgende var der kun opgivende miner fra de to eksperter Preben Elkjær og Michael Laudrup.
»Jeg var jo for VAR. Jeg syntes, det var fint, hvis vi kunne få nogle af de ting ryddet af vejen. Men jeg synes, det har ødelagt spillet. Det har ødelagt mere, end det har gavnet, og det var jo ikke meningen,« siger Elkjær med et suk.
Også Michael Laudrup stemmer i.
»Dem, der er 100 procent for VAR. vil sige, at det er jo reglerne, men man skal passe på nogle gange, at man ikke ødelægger spillet. Det er fint, det skal være så fair som muligt, men du skal passe på med, at du ikke ødelægger mere, end du gavner,« lyder dommen.

VAR-debatten raser ikke kun på internationalt niveau. Den er i den grad også kommet på bordet hjemme i den danske Superliga.
B.T. sætter fokus på debatten, hvor du blandt andet kan læse et længere interview med chefen for den danske VAR-implementering Michael Johansen.
Dortmund endte med at gå videre til Champions League-kvartfinalen på trods af, at Sevilla skabte spænding til sidst med en udligning til 2-2. Dortmund havde vundet det første opgør med 3-2.



