VAR-debatten er for alvor eksploderet i Superligaen.
De seneste runder har det nye Video Assistant Referee-system stjålet alle overskrifterne, efter at kampe er blevet vendt på hovedet af tv-billeder og flere kontroversielle kendelser.
Den seneste Superliga-kamp blev eksempelvis vendt på hovedet, da dommeren med VAR-hjælp i kampens sidste minut tildelte AaB et straffespark. Sønderjyske-træner Glen Riddersholm blev efterfølgende udvist, da han i raseri væltede et bord.
B.T. har taget en snak med VAR-ansvarlige og formand for dommerudvalget i DBU Michael Johansen.

VAR-kendelser har fyldt utroligt meget i de seneste Superliga-runder. Hvad er gået galt?
»Hvis man kigger på, hvad hensigten med VAR er, så handler det om, at vi skal ind og sørge for, at vi ikke får kampafgørende fejlkendelser, der i sidste ende kan afgøre mesterskaber og nedrykninger. Vi vidste godt, at den første sæson med VAR ville være forbundet med fejl, men også med mange gode cases, som vi heldigvis også har haft.«
»Det ville også være forbundet med en uvished fra fans, spillere og trænere. En uvished, der gør, at man hurtigt kan lade følelserne styre indtrykket af, hvad der foregår – og af om VAR er godt eller mindre godt.«
»Så jeg synes ikke nødvendigvis, at der er noget, der er gået galt.«

Er der ikke en fare for, at disse VAR-frustrationer altid vil følge med systemet?
»Jeg er overhovedet ikke bange for projektets fremtid. Men det er også fordi, jeg ser, hvad der sker inde i maskinrummet. Den udvikling, vi har gang i, er rigtig rigtig god, men vi er stadig i begynderstadiet. Det glemmer mange. Vi bliver bedømt, som var vi i tredje VAR-sæson. Vi har kørt i seks måneder – og den fairness bør man have med i bedømmelsen.«
»21 andre lande i Europa har også rullet VAR ud i denne sæson, og de oplever samme konsekvenser. VAR skal modnes ordentligt.«
Før indførelsen udtalte du i Politiken: 'Gennemsnitligt kommer VAR kun til at blande sig med et gennemsyn på banen i hver tredje kamp, og det fylder 25 sekunder per opgør.'
Det lever I vel ikke helt op til? På Brøndby Stadion i søndags var der hele tre gennemsyn i én kamp, og de varede hver især flere minutter.
»Mange glemmer lidt de kampe, hvor VAR rent faktisk overhovedet ikke er i brug. Statistikken taler sit eget sprog, og vi holder faktisk det 'intervention-gennemsnit' – altså at der er en kampafgørende fejl i hver tredje kamp. Det vil vi selvfølgelig gerne have ned, så vi får så lidt VAR som muligt.«
»Men vi må også bare sande, at det er urealistisk. I Premier League og I Bundesligaen er det også cirka hver tredje kamp, der bliver brugt VAR.«
»I forhold til tiden, der bruges på det, har vi over vinteren trænet hårdt på at tidseffektivisere. Og i de første runder i foråret havde vi dobbelt så gode tider, end vi havde i hele efteråret. Men de 25 sekunder er slutmålet, og der er vi slet ikke endnu – men der skal vi heller ikke være endnu.«

Du udtalte også, at: 'Når man som VAR-dommer bruger to minutter på at fedte med tv-billeder for at finde en mulig offside på tre millimeter, bliver det til grin. Det bliver latterligt, for der er for mange usikkerheder'.
Har vi ikke oplevet situationer, hvor der bliver brugt flere minutter på at zoome ind på marginalhændelser?
»Vi bruger den tid, der skal til for at finde ud af, om VAR skal skride ind. Men det citat er taget ud fra de situationer, man ser i Premier League, hvor der bliver brugt lang tid på at finde en spiller, der er to millimeter offside. Og i de situationer omstøder VAR Premier League-dommerens kendelse.«
»Der har vi klart sagt, at sådan gør vi ikke i Danmark. For eksempel i Mikael Uhre-casen, hvor vi beviste, at vi holdt fast i den strategi. Vi render ikke rundt og leder efter millimeter, så vi kan omstøde dommerens kendelse.«

Men er det ikke en farlig vej at gå ned ad, når nu man er så pernitten med alt andet? Hvorfor skal man være markant offside … altså, en spiller er vel offside, om han så står en meter eller tre millimeter på den forkerte side?
»Teoretisk set, ja. Men der har vi taget det standpunkt, at fordi der er nogle usikkerhedsfaktorer, der spiller ind, så bruger vi ikke VAR i de situationer. Vi må desværre erkende, at der er en usikkerhed, når vi tegner offsidelinjerne op.«
»Så selvom matematikken viser en offside på to millimeter, så er det nødvendigvis ikke tilfældet i virkeligheden. VAR er ikke kommet for at lave millimeterdemokrati, når der ikke er nogen garanti for, at dommen er korrekt.«
Men er der ikke millimeterdemokrati i andre situationer? Som eksempelvis 'hands'-situationer? I søndags i Brøndby får FC København underkendt en scoring, da Jonas Wind ret uforsætligt rammer bolden med sin hånd. Det frispark var aldrig blevet dømt før VAR.
»Det er korrekt. Jonas Wind-casen bliver opdaget af VAR, fordi de kigger efter forseelser i forhold til fodboldloven. Udfordringen her er, at det mere er en fodboldlovsregel-problemstilling end en VAR-problemstilling. Loven siger entydigt, at man ikke kan anerkende en scoring, hvis hånden har været taget i brug – forsætligt eller tilfældigt.«
»Det værste, der kunne ske, var jo, at TV3 tydeligt kan vise, at der har været hånd på, uden vi ændrede kendelsen. At vi som dommere faktisk heller ikke synes, at reglen er særlig sjov at domme ud fra, er en anden sag. Det hensyn kan vi ikke tage.«
Ingen tør jo rigtigt juble efter scoringer længere – fordi der er en vis fare for, at målet ender med at blive underkendt. FCKs Zeca sagde i søndags, at ’VAR dræber glæden ved alting’. Hvad tænker du om det?
»Jeg kan godt forstå de følelser, der er i forlængelse af et derby og af de situationer, som finder sted i den kamp. Det må være en speciel følelse for spillerne. Men jeg tror, man skal passe med at generalisere. Hvis man tror, at alle har det sådan, så vil det efter min bedste overbevisning være en fejlvurdering.«
»Vi er ikke så dygtige, som vi er om tre år, og det kan spillerne måske også mærke. De er måske lidt utålmodige i forhold til at komme hen til et sted, hvor VAR fungerer problemfrit.«

Kigger man rundt på de sociale medier, finder man ikke mange, der hylder VAR. Spillerne og trænerne skælder også ud på systemet. Hvem er VAR egentlig til for?
»VAR er kommet, fordi klubberne har ønsket det. De har ønsket, at de cirka 60-70 kampafgørende kendelser på en sæson skal kunne korrigeres. Fejlkendelser kan få fatale konsekvenser i afgørende kampe. Derfor er VAR her.«
Er du overrasket over, hvor meget modstand VAR-systemet har mødt?
»Jeg er ikke nødvendigvis overrasket over, at der kommer denne debat. Men jeg er måske lidt overrasket over, at perspektivet ikke er til stede. VAR tager flere kritikpunkter ind, end systemet egentlig har fortjent. Men det handler nok mere om, at folk ikke helt forstår konceptet endnu. Og der er det vores opgave at kommunikere ud.«
»En af de grundlæggende misforståelser er, at det er VAR, der tager beslutningerne, men det er dommeren, der tager den første og den sidste beslutning.«
Hvis vi nu spoler tiden to år frem og stadig står med disse debatter og frustrationer omkring VAR – kan man så sige 'fint, vi prøvede – det fungerede ikke. Nu går vi tilbage til den gamle model'?
»Det er slet ikke mit bord at kunne svare på det. Min opgave er at blive ved med at træne med dommerne. Vi skal blive dygtige rigtig hurtigt. Men vi er faktisk der, hvor man kan forvente, vi skal være. Der skal også være lidt rimelighed i det. Vi bliver stærkere og stærkere.«
»Men vi kommer altid til at drøfte dommerkendelser. Også når VAR er involveret. Det kommer aldrig til at stoppe! Og det har vi sagt fra start af,« slutter Michael Johansen.