Efter flere historier om knas i forholdet mellem fodboldstjernen Kyle Walker og hans kæreste gennem mange år, Annie Kilner, skulle det nu være helt slut mellem de to.
Det skyldes, at Kyle Walker, der til daglig spiller for Manchester City, skal være far til Annie Kilners venindes barn.
Tidligere på måneden stod Lauryn Goodman frem på Instagram og fortalte, at hun var gravid, og at Kyle Walker var faderen.
Lauryn Goodman og Annie Kilner er ifølge Daily Mail veninder, og The Sun skriver, at Lauryn Goodman og Kyle Walker havde en affære sidste sommer, der altså førte til, at Goodman og Walker skal være forældre til april.
Annie Kilner fortæller gennem en ven til The Sun, at Kyle Walker fortalte om sit sidespring i telefonen tidligere i februar.
»Han er et fjols, når han risikerer sin familie for det her. Da han sagde det til mig, knuste det mit hjerte. Jeg havde det fysisk dårligt. Al luften bliver slået ud af dig. Min verden brasede fuldstændig sammen i det øjeblik,« siger hun gennem en ven til The Sun.
Lauryn Goodman forklarede tidligere på måneden også i tv-værten Victoria Derbyshires BBC-program, hvorfor hun havde afsløret, at Kyle Walker var faderen.
Kort før Walker og Goodman var sammen i 2019, havde Manchester City-spilleren knas i forholdet, da realitystjernen Laura Brown stod frem og fortalte, at hun havde haft sex med den engelske landsholdsspiller.
Kyle Walker og Annie Kilner slog op som følge af det, men de fandt altså sammen igen. Men nu skulle det være helt slut for dem med at danne par.
I 2016 blev Kyle Walker snuppet i at skrive med Playboy-modellen Carla Howe under EM i Frankrig, hvilket også førte til en krise i forholdet.
Kyle Walker og Annie Kilner mødte hinanden, da han spillede i Sheffield United som 18-årig. Dengang var hun 16 år.
De har tre sønner sammen. Herunder ses Annie Kilner og Kyle Walker sammen.