Fodboldstjernen Neymar og kæresten, Bruna Biancardi, er blevet forældre.

Det fortæller de i et opslag på Instagram, som de begge har delt.

'Vores Mavie er kommet til verden og har fuldendt vores liv. Velkommen, datter! Du er allerede meget elsket af os. Tak for at have valgt os,' skriver de glade forældre.

Fødslen sker under tre uger efter, at Bruna Biancardi røg til tasterne på Instagram og kommenterede på rygterne om, at Neymar skulle have været utro.

Rygterne tog til efter, at en video af fodboldstjernen i selskab med to forskellige kvinder på en spansk natklub begyndte at florere på sociale medier.

'God eftermiddag. Jeg ved, hvad der skete, og endnu en gang er jeg skuffet, men i den sidste fase af min graviditet er mit fokus og mine bekymringer rettet mod min datter, og det er alt, hvad jeg vil tænke på i øjeblikket. Jeg takker jer alle for de kærlige beskeder,' skrev Biancardi.

Det er ikke første gang, at rygterne om utroskab svirrer i forholdet mellem den 31-årige brasilianske fodboldstjerne og hans 29-årige kæreste.

I juni indrømmede Neymar offentligt, at han havde være Biancardi utro tilbage i februar med en brasiliansk model.

Neymar og Biancardi, som har været sammen on/off siden 2021, annoncerede i april, at de venter et barn.

Neymar skiftede fra den franske storklub Paris Saint-Germain i sommer til saudiarabiske Al Hilal på en to-årig kontrakt, hvor han angiveligt scorer omkring 1,2 milliarder danske kroner.